Eriksen tror på Tottenham: Jeg skal ingen steder
Christian Eriksen kom til Tottenham fra Ajax i 2013. I september underskrev danskeren en kontrakt frem til sommeren 2020. Foto: AP/Frank Augstein
AP/Frank Augstein
Christian Eriksen ser store muligheder for Tottenham i de kommende år, hvilket har fået ham til at forlænge.
Landsholdsstjernen Christian Eriksen lukkede for nylig alle spekulationer omkring sin fremtid.
I september indgik den 24-årige midtbanespiller en ny fireårig aftale med Tottenham efter forhandlinger, der har stået på det meste af 2016. Eriksen var dog aldrig i tvivl.
- Klubben ville gerne forlænge, og det ville jeg også.
- Der var ikke nogen, der skubbede på for, at det skulle gå hurtigt, for klubben vidste, at jeg gerne ville forlænge, siger Eriksen.
- Mine tanker havde nok været anderledes, hvis jeg havde følt, at jeg skulle væk.
- Det betød derfor ikke noget, om det tog os to eller seks måneder. Udgangspunktet og slutresultatet ville være det samme, mener han.
Tottenham-manager Mauricio Pochettino var glad for at få forlænget med danskeren, da han vurderede, at de uafklarede kontraktforhandlinger påvirkede Eriksen på banen.
Sådan ser den danske landsholdsspiller ikke på det.
- Man skal altid finde en årsag, hvis man har spillet en dårlig kamp.
- Det (kontraktforhandlingerne, red.) fyldte meget, og jeg kan forestille mig, at når han fik stillet spørgsmålet hver gang på pressemøder, så var han nødt til at svare på det.
- Men det hang ikke sådan sammen, siger Christian Eriksen.
Siden danskeren i sommeren 2013 kom til Tottenham fra Ajax Amsterdam, har London-klubben bevæget sig endnu tættere på toppen i engelsk fodbold med en tredjeplads i sidste sæson.
I øjeblikket kæmper Tottenham endnu en gang med om mesterskabet sideløbende med gruppekampe i Champions League.
Med Tottenhams succes svinder feltet af potentielle, interessante arbejdsgivere ind.
- Jeg ville gerne forlænge, fordi jeg føler, at vi kan tage det næste skridt, som er at blive i toppen.
- Førhen har Tottenham været en midter-/topklub, men med de spillere, vi har i truppen, vores måde at spille på og et nyt stadion, så er der mulighed for, at vi kan blive i toppen.
- Nu spiller vi også med i Champions League, som vi ikke gjorde førhen, og det er jo noget, jeg gerne vil.
- Jeg var personligt ikke i tvivl om, at jeg gerne ville blive og være en del af den opbygning, siger Eriksen.
Midtbanespilleren ved ikke, om der reelt var interesse for ham fra andre klubber.
I forhold til sidste sæson, hvor Tottenham længe lå og kæmpede om mesterskabet med Leicester, føler han, at London-mandskabet nu er blevet mere voksent og modent.
Det kom blandt andet til udtryk i weekenden, hvor Tottenham slog Premier Leagues hidtil ubesejrede tophold fra Manchester City med 2-0.
- Vi er nok det hold i ligaen, der presser mest, men mod City vidste vi, at det ikke kunne lade sig gøre i alle 90 minutter.
- I nogle minutter er man træt og er nødt til at trække sig lidt tilbage.
- Hvis vi ikke kan presse, så er det bedre at lade modstanderne have bolden i stedet for, at vi selv løber forvirrede rundt.
- I sidste sæson piskede vi rundt - nogle gange som kyllinger uden hoveder - i kampene, og nu er vi mere modne, mener Eriksen.
Midtbanespilleren er i øjeblikket samlet med det danske landshold, der på lørdag møder Polen i VM-kvalifikationen. Tirsdag i næste uge venter Montenegro.
Seneste artikler
Friluftsbad kan endelig åbne
Stort panttyveri fra ø-butik
Ildsjæle stablede åbningsfest på benene og betalte det hele selv
Ny opgørelse: Så mange på LF har langt til offentlig transport
Forsvaret til angreb i yacht-sag: Billeder kan have fået forkerte datoer
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Efterlyser vidner i sag om grov vold