Eriksens agent: Der er ingen grund til ikke at drømme
Christian Eriksen fortsætter sin træning i Milano, fastslår hans agent. Foto: Hannah McKay/Reuters
Hannah McKay/Reuters
Christian Eriksens agent antyder over for Ekstra Bladet, at danskeren muligvis fortsætter sin karriere.
Christian Eriksen har fredag ophævet sin aftale med den italienske klub Inter, men endnu har landsholdsprofilen ikke bekræftet, at han fortsætter sin karriere.
Over for Ekstra Bladet antyder danskerens agent dog, at det peger i den retning.
- Han har det virkelig godt. Al den fysiske feedback, han får, er virkelig positiv. Der er ingen grund til ikke at drømme eller ikke at håbe, skriver Martin Schoots i en sms-korrespondance med mediet.
Ifølge agenten bor Eriksen og familie stadig i Milano, og her vil den 29-årige kreative midtbanespiller fortsætte med at træne.
Det bliver dog ikke hos Inter, som han ikke længere kan spille kampe for. Det skyldes, at man ikke må spille med pacemaker i Italiens bedste række, Serie A.
- Han vil fortsætte udenfor klubben, for det var nøjagtigt grunden til ikke at fortsætte, siger Schoots.
Inter skrev fredag pæne ord om Eriksen i forbindelse med bruddet.
- Selv om Inter og Christian nu går hver til sit, vil båndet aldrig blive brudt. De gode tider, målene, sejrene, mesterskabsfejringen med fansene udenfor San Siro - alt dette vil forblive en del af Nerazzurri-historien, skrev Inter på sin hjemmeside.
Eriksen har for nylig også selvtrænet på superligaklubben OB's baner.
Eriksen fik sin fodboldopdragelse i den fynske klub, som han forlod i 2009 til fordel for hollandske Ajax. På rygtebasis er Eriksen blevet sat i forbindelse med et muligt comeback til superligaklubben.
- Selvfølgelig er der plads til Christian i OB, hvis han beslutter sig for at spille fodbold igen, sagde Enrico Augustinus, direktør i selskabet bag OB, Odense Sport & Event, tidligere i december.
Også Eriksens andre ex-klubber, Tottenham og Ajax, er blevet nævnt som bejlere til danskeren på rygtebørsen.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker