Esbjerg-anfører vil udvikle sig i norsk midterklub
Den norske fodboldklub Vålerenga har onsdag sikret sig den danske stopper Nikolai Høgh på en kontrakt, som gælder frem til udgangen af 2015-sæsonen.
Esbjerg-anførerens kontrakt løb ud efter den forgangne superligasæson, og derfor skifter Høgh på en fri transfer.
29-årige Høgh har spillet hele sin karriere i Esbjerg, hvor han nåede at spille 239 kampe og score 13 mål.
- Dette er meget spændende. Jeg føler, det var på tide at prøve noget nyt. Jeg har været i Esbjerg hele mit liv og trængte til dette for at udvikle mig personligt, siger Høgh til den norske klubs hjemmeside.
På grund af reglerne i Norge er Høgh først spilleberettiget 15. juli og vil dermed kunne få sin officielle debut i kampen mod Sarpsborg mandag 29. juli. Høgh har fået trøjenummer 24 i Vålerenga.
- Jeg er en stor midtstopper, som gerne vil spille fodbold, og jeg har et godt venstreben. Jeg er en leder og har været anfører i nogle år i Esbjerg, så det ligger naturligt til mig, siger Høgh, når han skal omtale sig selv som spiller.
Vålerengas norske træner, Kjetil Rekdal, er fornøjet med forstærkningen fra Danmark.
- Det er en rutineret ledertype, som er venstrebenet. Det er en sjælden vare. Vi har ingen venstrebenede midtstoppere, så han vil passe godt ind, siger Rekdal.
- Han er god til at kommunikere og har spillet i Esbjerg hele sin karriere og været en lederfigur, siden han var 17 år. Han kan forbedre vores forsvarsspil, for vi har sluppet for mange mål ind, mener Rekdal.
Vålerenga ligger i øjeblikket nummer 12 ud af 16 hold i den bedste norske række, Tippeligaen. I sidste sæson blev holdet nummer otte.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned