Esbjerg booker kvartfinale i EHF Cup med storsejr i Rumænien
Esbjergs Estavana Polman (tv.) scorede tre mål i Team Esbjergs sejr over Magura Cisnadie i EHF Cuppen. (Arkivfoto).
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Team Esbjerg er klar til kvartfinalen i EHF Cuppen efter en sejr på 32-19 over Magura Cisnadie fra Rumænien.
Team Esbjerg er i gang med en god sæson. Kvindeholdet ligger nummer tre i den danske liga, og søndag sikrede håndboldklubben sig en plads i kvartfinalen i EHF Cuppen.
Det skete med en sikker sejr over Magura Cisnadie fra Rumænien på 32-19.
Med sejren topper Esbjerg gruppe A i den europæiske turnering med ni point, og det er nok til at være sikker på en billet til kvartfinalen, selv om der stadig mangler en kamp i gruppespillet.
Også Herning-Ikast Håndbold i gruppe B og Viborg i gruppe C er allerede sikre på en kvartfinale i turneringen, mens det resterende danske hold, Nykøbing Falster Håndboldklub, endnu ikke er sikret en plads videre.
Nykøbing Falster spiller senere søndag.
Herning-Ikast måtte dog indkassere en ordentlig øretæve hjemme mod ungarske Siofok KC, der vandt 34-22 efter pauseføring på 20-8.
Dermed kan Herning-Ikast ikke længere vinde gruppen, men andenpladsen og billetten videre i turneringen kan ikke sættes over styr med en enkelt spillerunde igen.
Esbjerg fik en perfekt start på søndagens kamp mod gruppens bundhold. Cisnadie har stadig ingen point i gruppen, og det var også tydeligt, at der var klasseforskel, selv om rumænerne havde hjemmebanefordelen.
Der gik fem et halvt minut, før hjemmeholdet scorede sit første mål, og det blev til 6-1 til Esbjerg, før Cisnadie igen kom på måltavlen efter 12 minutter.
Med ti minutter tilbage af halvlegen kom rumænerne dog tæt på ved 8-10, inden Esbjerg igen trak fra og kunne gå til pause foran med 15-10.
Anden halvleg blev en ren Esbjerg-opvisning, og rumænerne kunne ikke stille noget op mod det stærke danske mandskab.
Specielt norske Sanna Solberg brillerede og scorede syv mål på otte forsøg i kampen.
For Cisnadie var det 35-årige Ada Emilia Moldovan, der var bedst og scorede knap halvdelen af rumænernes mål, men lige lidt hjalp det, og Esbjerg kunne rejse hjem med en storsejr på 32-19 over bundholdet.
De to andre hold i gruppe A, Storhamar fra Norge og tyske Bietigheim, spiller senere søndag. De to ligger henholdsvis nummer to og tre med fem og fire point i gruppen.
De to bedste hold går videre til kvartfinalen.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker