Esbjerg får et point i ny cheftræners debut
Roland Vrabec afløste tidligere i denne uge Peter Hyballa som cheftræner i Esbjerg fB. Foto: David Ebener/Ritzau Scanpix
David Ebener/Ritzau Scanpix
Esbjerg spillede 0-0 mod AC Horsens i den første kamp med Roland Vrabec som cheftræner.
Esbjerg fik et point ud af anstrengelserne, da holdet fredag spillede 0-0 hjemme mod AC Horsens i den første kamp efter midtugens farvel til Peter Hyballa og goddag til Roland Vrabec som ny cheftræner.
Esbjerg har på 10.-pladsen to point efter fire kampe i sæsonen. AC Horsens har fire point på 5.-pladsen.
Opgøret var en chancefattig affære, hvor begge hold sled med at skabe åbne chancer.
Udeholdet havde kampens største chance efter fire minutters spil, men offensivspilleren Lirim Qamili formøblede sin friløber.
Esbjerg appellerede kort efter forgæves for straffespark i den anden ende, men derudover var det ikke ligefrem tydeligt, at Esbjerg under sine nye ejere satser på højt pres og aggressivt fodbold.
Horsens-angriberen Casper Tengstedt havde den bedste mulighed i slutfasen, men holdene delte i porten.
Tyske Roland Vrabec afløste tidligere på ugen sin omdiskuterede landsmand Peter Hyballa, der sagde op efter en hektisk periode med gnidninger mellem ham og spillertruppen.
21 spillere fra førsteholdstruppen udsendte i slutningen af juli blandt andet et åbent brev, hvor de udtrykte stærk mistillid til Hyballa og kom med flere eksempler på hårdhændede og upassende arbejdsmetoder.
Esbjergs amerikansk-kinesiske ejergruppe bakkede fuldt op om Hyballa, men han fik onsdag lov til at fratræde sin stilling efter eget ønske.
Også på direktørposten skiftede Esbjerg ud onsdag. Brian Knudsen blev afløst af Hobros tidligere sportsdirektør Jens Hammer Sørensen.
FC Helsingør topper 1. division med maksimum 12 point, efter holdet fredag vendte 0-1 til en 3-1-sejr hjemme mod Vendsyssel FF.
Fredericia er nummer to efter holdets 1-0-sejr over Hvidovre fredag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned