Esbjerg forlænger ubesejret stime med endnu en sikker sejr
Den norske back Kristine Breistøl blev topscorer i sejren over Silkeborg-Voel med otte fuldtræffere. Her ses hun i en Champions League-kamp tidligere i år. (Arkivfoto). Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Team Esbjerg vandt 36-29 over Skanderborg, mens Viborg HK tog vigtig udesejr over Silkeborg-Voel.
Der er fortsat ikke en finger at sætte på Team Esbjergs grundspil i Kvindeligaen.
Landstræner Jesper Jensens mandskab står nu noteret for 21 sejre i 21 kampe, efter at de suveræne vestjyder onsdag aften slog Skanderborg med 36-29.
Skanderborgenserne var ellers med til 11-11, men knækkede i slutfasen af første halvleg og måtte siden kapitulere. Undervejs nåede hjemmeholdets forspring at være på ti mål, inden Skanderborg fik pyntet lidt på måltavlen.
Holdet kæmper for at nå en plads i slutspillet, men har et efterslæb før grundspillets sidste fem kampe.
Esbjerg kan derimod drømme om et perfekt grundspil med lutter sejre. Der venter dog stadig to yderst vanskelige modstandere blandt de fem kampe i Esbjergs slutprogram.
Den næste modstander er således Odense Håndbold på lørdag, og to uger senere venter en duel mod Ikast. Esbjerg er på udebane i begge kampe.
Der blev også spillet andre opgør onsdag aften.
Ikast cementerede sin andenplads i rækken ved på hjemmebane at slå Nykøbing Falster Håndboldklub med 30-27.
Viborg HK styrkede sit slutspilskandidatur gevaldigt ved at vinde 29-23 ude over Silkeborg-Voel, selv om viborgenserne var nede med tre mål i begyndelsen af anden halvleg.
Også København Håndbold ligger godt til i ræset om en slutspilsplads efter den forventede sejr ude over pointløse Ajax. København vandt lokalopgøret 37-24.
Efter en sejr på 26-25 hjemme over Aarhus United er Ringkøbing nu det bedst placerede hold uden for slutspilsfeltet. Vestjyderne har tre point op til Viborg og København.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde