Esbjerg frustrerede over OB's effektivitet

Det skulle have været aftenen, hvor Esbjerg hægtede sig fast i den absolutte top, men med 1-2-nederlaget til OB er esbjergenserne på tredjepladsen ni point efter fynboerne og FC København.

Men anfører Jesper Jørgensen er først og fremmest frustreret over, at hans hold endnu engang blev snydt af OB efter en kamp, hvor vestjyderne ellers kom i spidsen.

- De havde ikke engang optræk til chancer, og de havde vel bare de to skud på mål. Hvis Gislason går ud og skyder 10 gange fra samme position, så scorer han nok ikke en eneste gang. Man må give dem, at de er effektive, siger Jesper Jørgensen med henvisning til Gislasons sejrsmål i kampen.

Han mener, Esbjerg var det bedste hold på banen, men erkender at holdet stadig ikke er oppe på efterårets niveau.

- Banen var lidt bedre i dag, og vi forsøgte i det mindste at spille lidt fodbold. Det var den bedste kamp, vi har spillet efter vinterpausen, men vi kan stadig mere, end vi viste i dag, mener Esbjerg-kaptajnen.

Kantspilleren Jeppe Mehl slår fast, at esbjergenserne med fire point i fire kampe er kommet utilfredsstillende fra start i foråret.

- Det var okay at få fire point mod Randers og HB Køge, men det er en streg i regningen, at vi efterfølgende har tabt to kampe i træk. Set på tabellen er vi et tophold, men nu trækker OB fra, og vi skal sørge for at holde vores mål om top-6, siger den løbestærke Esbjerg-spiller.

/ritzau/

Esbjerg-spillerne var nærmest opgivende over OB's træfsikkerhed. Anfører Jesper Jørgensen mener, Esbjerg var det bedste hold, og at OB's sejrsmål var rent held.

Offentliggjort Sidst opdateret