Esbjerg generobrer bronzepladsen

Esbjerg spillede 11 mod 10 i 70 minutter søndag eftermiddag mod FC Midtjylland, og det resulterede i en 2-1 sejr hjemme på Blue Water Arena. Med de tre point bringer Esbjerg sig tilbage på SAS Ligaens tredjeplads efter at Silkeborg tidligere søndag tabte med 0-4 til Sønderjyske i Haderslev.

Udslagsgivende i kampen blev den direkte udvisning, som FC Midtjyllands angriber Baba Collins tilegnede sig efter godt tyve minutters spil.

I en situation, hvor bolden var langt fra gerningsstedet, faldt Esbjergs forsvarsspiller Thomas Gaardsøe pludselig til jorden med hænderne til ansigtet, og efter en kort rådføring med linjedommeren gav dommer Nicolai Vollquartz Baba Collins marchordre.

Indtil udvisningen havde FCM faktisk haft de bedste muligheder ved netop Baba Collins og Ken Ilsø, men med en mand i overtal overtog Esbjerg initiativet og tvang flere gange midtjydernes keeper Jonas Lössl ud i fine redninger.

Kort før pausefløjt kunne Lössl dog intet stille op, da Mikkel Vendelbo med sit venstreben drønede hjemmeholdet foran på et præcist langskudsmål.

I anden halvleg var det noget overraskende midtjyderne, der trods undertallet havde bolden mest og brugte den bedst. Det personificerede sig ved Ken Ilsø, som efter 77 minutter firsttimede bolden ind i Esbjergfeltet, hvor en fremadstormende Jonas Borring kunne puffe bolden forbi Lars Winde til en ikke ufortjent udligning.

Men blot fem minutter før tid steg indskiftede Jesper Lange til vejrs i midtjydernes felt og hovedstødte bolden ind i det lange hjørne til en sejr, der bringer Esbjerg et point foran Silkeborg og AaB på fjerdepladsen.

/ritzau/

Med en mand i overtal det meste af kampen og en sen scoring hentede Esbjerg sin blot anden sejr i foråret med en 2-1 gevinst hjemme mod FC Midtjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret