Esbjerg-helt fik pigenavn af Brøndbyfans

Jesper Lange var en meget upopulær mand på Brøndby Stadion under søndagens sene kamp mellem Brøndby og Esbjerg, som sluttede 1-1 på blandt andet et mål af Lange.

Esbjerg-spilleren fik undervejs i kampen sparket en hård bold i ansigtet, og under behandlingen begyndte Brøndbys fans at buhe af ham. Det fik ham til at hilse ud mod tribunen, da han igen kom på benene.

- Det var ikke en fuck-finger. Jeg synes bare, de skulle buhe lidt højere, siger Jesper Lange.

Den lille hilsen fik Faxe-tribunen til at koge over, og resten af kampen var man ikke i tvivl, når Jesper Lange havde bolden. Blandt andet kaldte hjemmeholdets tilskuere den langhårede angriber for Louise.

- Jeg tror, at hvis der er nogen, der siger Louise her efter kampen, så kan det godt være, jeg kommer til at reagere på det. Jeg overvejer lidt at døbe min datter Louise nu, siger Jesper Lange.

- Men i virkeligheden er det kun noget, der giver mig ekstra energi. For det betyder, at de lægger mærke til ens præstation, siger han.

Det var Jesper Lange, som scorede udeholdets mål. Esbjerg-spilleren jagtede en for kort tilbagelægning og stak sin fod frem, da Stephan Andersen forsøgte at sparke den ud af kommunen. Bolden ramte i stedet Langes fod og gik i mål.

- Det er selvfølgelig lidt heldigt, men man bliver nødt til at opsøge heldet. Vi skaber ikke så meget andet i dag, men Brøndby er også et svært sted at spille, siger Jesper Lange.

Esbjerg-træner Ove Pedersen anerkendte ligeledes efter sejren, at hans hold ikke havde skabt meget, men han fokuserede på, at Esbjerg endelig har fået point i ligaen.

- Vi har taget et kæmpe skridt. Fra at være nede i et dyb hul, er vi nu lidt med igen, siger Ove Pedersen.

/ritzau/

Esbjergs målscorer Jesper Lange blev lagt for had af Faxe-tribunen, som råbte et pigenavn efter ham i dagens 1-1-kamp. Selv blev han mere motiveret af hetzen.

Offentliggjort Sidst opdateret