Esbjerg-keeper: En pisseærgerlig fornemmelse
Esbjerg-keeper Frederik Rønnow var en slukøret mand efter hans hold mandag aften tabte med 2-1 på hjemmebane til AaB.
Ikke mindst fordi Frederik Rønnow selv var kraftigt impliceret i det afgørende mål, hvor han boksede forbi en høj bold, der i stedet ramte Jakob Ankersen i ryggen og røg i kassen.
- Om det var en decideret drop, vil jeg lade andre vurdere. Men det var ikke godt målmandsspil. Det var det ikke. Og det er selvfølgelig en pisseærgerlig fornemmelse, jeg står med nu, fortæller Esbjerg-keeperen.
Det afgørende selvmål faldt efter et hjørnespark, der blev rettet af. Det gav en del skru i bolden, og det var med til at snyde Frederik Rønnow.
- Der var selvfølgelig skru i bolden, men jeg burde alligevel have styr på den. Jeg forsøgte at følge den helt til dørs, men fik mistimet indgrebet. Det er jeg ked af. Ikke mindst på drengenes vegne, for vi havde ellers et resultat, vi godt kunne have brugt til noget, siger Frederik Rønnow.
Den unge keeper, som Esbjerg har lejet i AC Horsens, stod ellers generelt en fin kamp op til det afgørende mål, og havde flere flotte redninger.
Derfor er han heller ikke helt blottet for selvtillid, når han ser frem mod de kommende kampe.
- Nej, fejl er desværre en del af fodbold, og det er så bare en målmands lod, at man ser ekstra dum ud, når det sker for en. Nu skal jeg lige hjem og sunde mig, men så er det bare med at se fremad, siger Frederik Rønnow.
Han og resten af Esbjerg-mandskabet skal forsøge at revanche nederlaget til AaB, når vestjyderne på søndag skal et smut til Brøndby i sæsonens tredje kamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie