Esbjerg-leder: Tilskuerforbud truer vores eksistens

Slutspillet i Metal Ligaen går efter planen i gang på fredag. Mandag er der dog krisemøde i Odense på grund af tilskuerforbuddet, der skal hindre spredningen af coronavirus. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ishockeyklubben Esbjerg Energys økonomi er afhængig af, at der afholdes et slutspil med tilskuere.

Offentliggjort Sidst opdateret

På fredag går Metal Ligaens slutspil efter planen i gang, og det står klart, at de første kampe skal spilles uden publikum.

Det skyldes regeringens forbud mod at afholde arrangementer med 1000 eller flere deltagere i resten af marts i et forsøg på at stoppe spredningen af coronavirus.

I Esbjerg Energy fortæller formand Søren Mathiasen, at det presser ishockeyklubbens økonomi.

- Vi er nødt til at finde løsninger for, hvordan vi kan overleve. Det er ikke et spørgsmål om hvordan, men om vi overlever, siger formanden.

Søren Mathiasen fortæller, at det er i slutspillet, at ishockeyklubben henter den langt største del af af sine indtægter, blandt andet i form af fyldte tribuner.

- 80 procent af vores indtægter ligger i slutspillet, og det starter altså på fredag, siger formanden.

Mandag deltager han i et krisemøde i Odense med de øvrige klubber, Danmarks Ishockeyunion og ligaforeningen.

Her har der været forskellige scenarier på bordet. Helt at aflyse slutspillet vil ikke hjælpe Esbjerg ud af den økonomiske pine.

- Det vil have vidtrækkende konsekvenser med et manglende slutspil for os, siger Søren Mathiasen.

Han har svært ved at se, hvordan klubben skal generere indtægter til at betale de regninger, som han kan se foran sig, blandt andet ved næste lønudbetaling.

- Størstedelen af vores omkostninger ligger i spillerlønninger og på kontoret.

- Hvis slutspillet blev aflyst, ville vi måske have en besparelse på, at vi så ikke knækker så mange stave, men vores lagre er allerede fyldt op. Det er omkostninger, vi har haft.

- Vi vil kunne spare dommerne, men det er kun løn til fire mand i to timer en tirsdag aften i Esbjerg. Det batter ingen steder, siger Søren Mathiasen.