Esbjerg-lejren: Der var ikke rødt kort
I kampens slutfase løb Esbjergs forsvarsspiller Kian Hansen ind i et rødt kort efter en batalje med Randers FC's angriber Charlie Davies, hvor dommeren vurderede, at Esbjerg-spilleren bevidst sparkede den liggende Randers-spiller med knæet.
- Jeg mener ikke, at der var rødt kort. Jeg synes, han overspillede situationen, siger Kian Hansen.
Esbjerg-træner Jess Thorup er heller ikke tilfreds med dommer Michael Tykgaards kendelse.
- Det er utilgiveligt, at han gav Kian det røde kort. Det er helt godnat. Hvis han absolut skal give kort, er det til begge, siger Jess Thorup.
Esbjerg-træneren er dog heller ikke bleg for at erkende, at gæsterne ikke selv leverede varen i hele kampen. Kun anden halvleg var godkendt, mener han.
- Vi kan ikke være første halvleg bekendt. Vi var for passive, siger Jess Thorup.
- Jeg synes ikke, at Randers havde så meget at komme med. Det er sådan en kamp, vi skal have point i. Vi må erkende, at vi skal arbejde hårdt for at få marginalerne over til vores fordel, siger Jess Thorup.
- Det er nu, spillerne skal vise, at de vil være med på det her niveau. Det går lidt stærkere og gør lidt mere ondt på det niveau, siger han.
Kian Hansen vurderer også, at Esbjerg kun kan være tilfreds med anden halvleg.
- Igen er vi ikke kyniske nok. Og det gælder i begge ender. De scorer, og det gør vi ikke, siger Kian Hansen.
- Vi kommer igen ved at tage hjem, træne hårdt og slå Horsens. Jeg har tillid til, at de kan løse opgaven nu, hvor jeg ikke er med, siger Kian Hansen.
Esbjerg tabte kampen 0-1 og er dermed fortsat nederst i Superligaen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned