Esbjerg og Hobro føler sig forstærket til bundkamp
Esbjerg har styrket defensiven, og Hobro har fået mere rutine. Begge klubber er tilfredse med transfervinduet.
Både Esbjerg og Hobro føler, at holdene er blevet forstærket i det transfervindue, der lukkede, da mandag blev til tirsdag.
Esbjerg har ønsket at forstærke defensiven, mens Hobro har fået tilført flere rutinerede spillere. Derfor er de to hold klar til bundkampen i forårssæsonen, hvor Hobro på sidstepladsen har ti point, mens Esbjerg har 15 point.
- Vores indgang til vinduet var at få forstærket defensiven, som har voldt os udfordringer hen over efteråret. Vi har været opmærksomme på at få tilført en kapacitet til midterforsvaret, og det har vi fået med Andreas Nordvik.
- Og så har efteråret også vist, at konkurrence på de to backpladser heller ikke ville skade truppen. Der har vi fået konkurrence med Nikolaj Hagelskjær og Jesper Lauridsen, siger en tilfreds Søren Poulsen, der er administrerende direktør i Esbjerg.
I front har Esbjerg desuden skiftet Nicki Bille ud med Ronnie Schwartz.
- Jeg synes klart, at vi er blevet forstærket, tilføjer direktøren.
Han vil dog ikke afvise, at Esbjergs trup kan nå at blive tyndet ud inden forårets første kamp. Transfervinduet er stadigvæk åbent i lande som Sverige, Norge og Rusland.
- Der sker måske en slankning af truppen. Nu må vi se, hvilke muligheder der opstår. Og ellers må man jo bare sige, at vi har en meget kompetitiv trup, siger Søren Poulsen.
Også i Hobro er der glæde over resultatet af transfervinduet, hvor der er tilført stor rutine.
29-årige Babajide Ogunbiyi, 32-årige Michael Christensen, 27-årige Wilfried Domoraud og 37-årige Hans Henrik Andreasen er hentet ind, mens kun breddespillere har forladt klubben.
- Det er en bevidst strategi. I vores situation gør det ikke noget at få mennesker ind, der har prøvet det før. Det er nogle spillere, som kan bidrage til et professionelt træningsmiljø.
- Man ved aldrig, hvad man kan forvente med nye spillere, men jeg synes, at vi ser noget stærkere ud nu, end da vi gik på vinterferie. Jeg kan allerede se en forskel med et højere træningsniveau, siger Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen.
Han glæder sig samtidig over, at Anders Egholm og Quincy Antipas er tilbage i foråret efter skader.
Både Søren Poulsen og Jens Hammer Sørensen påpeger, at man ikke har skelet til konkurrenternes gøren i transfervinduet, men udelukkende har haft fokus på at styrke eget hold.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker