Esbjerg og Randers før pokalfinale: Vi er stolte

Det er to stolte trænere, der mødes foran pressen tirsdag eftermiddag, for at dele deres tanker om deres plads i torsdagens pokalfinale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Esbjerg fB møder Randers FC foran tusindvis af tilskuer i Parken, hvor de to oprykningshold vil kæmpe for trofæet som prikken over i'et efter en storslået sæson tilbage i Superligaen.

- Først og fremmest er vi stolte over at stå i finalen. Det har været en længere proces og et langt forår med en masse kampe både i ligaen og pokalturneringen.

- Men vi følte godt, at vi kunne spille på to heste. Og vi glæder os til torsdag, siger Esbjergs træner Jess Thorup.

Randers' træner, Colin Todd, har også store forventninger til topopgøret i Parken:

- Det er et stolt øjeblik for ikke bare mig, men hele klubben og dens supportere. Vi håber bare, at vi kan gøre det godt.

- Vi har gjort store fremskridt på kort tid, hvor vi er rykket op fra 1. division. Men jeg synes, at vi har fortjent en masse respekt. Og vi har en spillestil, som, vi synes, er effektiv, lyder det fra den britiske Randers-træner.

Begge hold har haft en stor sæson, hvor Randers i øjeblikket ligger nummer tre i Superligaen, mens Esbjerg følger trop på en femteplads.

Men trods de store fremskridt, mener begge pokalfinalister, at der fortsat er noget at kæmpe for, da en pokalsejr sikrer adgang til europæisk fodbold.

- Det bliver måske noget af det største nogle af spillerne kommer til at opleve, og så er der international fodbold at spille om, siger Jess Thorup, der bakkes op af Randers' 26-årige midtbanespiller, Alexander Fischer.

- Man kan sige, at lige meget hvad, der kommer til at ske i pokalfinalen og i ligaen, så har vi haft en rigtig god sæson. Og måske også bedre, end vi turde drømme om, inden Superligaen gik i gang.

- Men nu hvor man står i det, og vi ligesom har en pokal og europæiske pladser at spille for, så er det klart, at det vil være en rigtig stor skuffelse, hvis det er, at vi skal gå tomhændet fra det hele, siger midtbanespilleren.

Der er solgt mere end 23.000 billetter til pokalfinalen.

/ritzau/