Esbjerg smider drømmestart og får russiske CL-tæsk

Team Esbjerg vandt på hjemmebane det første Champions League-opgør mod Rostov-Don for to uger siden, men lørdag måtte de se sig slået af det russiske storhold. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Team Esbjerg tabte med 26-34 til Rostov-Don i Champions League-gruppespillet og rykker ned på tredjepladsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg løb lørdag ind i et nederlag til Rostov-Don i Champions League-gruppespillet.

Det russiske storhold vandt med 34-26 og rykker dermed forbi Esbjerg op på andenpladsen i gruppe B, som føres af CSM Bucuresti.

Esbjerg ligger på tredjepladsen med fire point efter fire kampe, mens polske Lublin ligger sidst uden point efter tre kampe.

De tre bedste hold i hver gruppe avancerer fra gruppespillet.

Selv om russerne scorede kampens første mål, var det Esbjerg, der generelt fik den bedste start. Efter fem minutter gjorde østrigske Sonja Frey det til 4-1 til danskerne, og ti minutter senere var det også Frey, der satte bolden ind til en 10-6-føring.

Men så kom der gang i russerne, der havde revanche til gode mod Esbjerg, der på hjemmebane vandt det første Champions League-opgør mellem de to holde med 31-26 for to uger siden.

På otte minutter gik Rostov-Don fra 6-10 til 12-12 og fortsatte det gode spil mod slutningen af halvlegen, som sluttede med en russisk 16-13-føring.

I anden halvleg var det også det russisk storhold, der dominerede, mens esbjergenserne havde svært ved at finde rytmen igen.

Danskerne fulgte med til 16-19, men så gik angrebsspillet helt i stå, mens Rostov-Don-spillerne let kunne spadsere gennem Esbjerg-forsvaret. Med fem mål i træk stak russerne af.

Og selv om Sanna Solberg og Sonja Frey med syv mål hver i kampen gjorde deres for at gentage den overraskende sejr fra holdenes første møde, så var løbet kørt mod de stærke russere.

Esbjerg skal på endnu en svær opgave i holdets næste Champions League-kamp, hvor topholdet Bucuresti venter på hjemmebane i den rumænske hovedstad på næste søndag.

I den sidste gruppekamp tager esbjergenserne på hjemmebane imod Lublin.