Esbjerg-stopper om bizart mål: En børnefejl

Esbjerg-lejren var langtfra tilfreds med målet til 1-1 i første halvleg. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Horsens scorede tirsdag et bizart mål, hvor Esbjerg stoppede med at spille. En børnefejl, mener Søren Reese.

Offentliggjort Sidst opdateret

Esbjerg fB lukkede tirsdag et bizart mål ind i kampen mod AC Horsens i 3F Superligaen, som endte 2-2.

Esbjerg-spillerne mente, at bolden var ude efter et hjørnespark, og de stod derfor og appellerede til dommeren i stedet for at dække Horsens' venstre back Michael Lumb op.

Han kunne derfor uden at møde modstand sparke bolden i mål og udligne Esbjergs tidlige føringsmål, mens Esbjerg-spillerne stod stille med hænderne i vejret.

En utilgivelig fejl, mener Esbjergs midtstopper Søren Reese, som selv stoppede med at spille, selv om han stod på målstregen.

- Det var jo en børnefejl. Det må vi jo ikke. Om bolden var en meter ude, så skulle vi stadig spille situationen færdig, siger Søren Reese.

Esbjerg-spillerne brokkede sig efterfølgende voldsomt til dommerne, men Søren Reese vil ikke vurdere, om de tog fejl.

- Reaktionen bliver også forstærket af, at bolden går ind. Om den er ude eller ej, vil jeg ikke kloge mig på. Det er bare en børnefejl, siger han.

Også holdets cheftræner, Troels Bech, mener, Esbjerg fik som fortjent i situationen.

- Vi fik den løn, vi fortjente, for ikke at spille fodbold. Det var en fuldstændig bizar fejl at lave, siger han.

Målscoreren Michael Lumb er dog sikker på, at han havde scoret, selv hvis Esbjerg-forsvarerne ikke var stoppet med at spille.

- Om de stoppede med at spille eller ej, så var de ikke nået ud til mig. De forsvarede jo stadig inde på stregen, og målmanden forsøgte også at tage den, siger han.