Det er ikke mange mål, Ken Ilsø har scoret for FC Midtjylland i denne sæson, men lørdag blev han dobbelt målscorer, da midtjyderne hjemme førte 2-0, men kun spillede 2-2 mod Esbjerg i Superligaen.
Inden opgøret havde Ilsø blot bidraget med ét ligamål for FCM, så alt så godt ud for værterne i første halvleg, hvor Ilsø scorede sine to mål.
Ilsøs 2-0-mål var Esbjerg-målmand Lucas Hradecky dog i den grad skyld i, da finnen fumlede et noget harmløst Ilsø-skud i mål.
Det kan undre, at Esbjerg-træner Ove Pedersen i klubbens nuværende krise satser på den ofte usikre Hradecky, mens rutinerede Lars Winde er henvist til bænken.
Målmandssituationen kan Ove Pedersen tænke videre over, mens han kigger på tabellen, som fortsat viser, at hans hold ligger under nedrykningstregen. Med 22 indkasserede mål er Esbjerg det hold, der har ladet flest mål gå ind, så det tegner ikke godt for esbjergenserne.
Efter den fortjente pauseføring satsede Esbjerg forståeligt mere offensivt og fik rykket sine spillere længere frem på banen.
Det gav selvsagt mere plads til kontraer for værterne, og det er normalt guf for Herning-holdet, der har hurtige typer som Ilsø, Danny Olsen og Sylvester Igboun på holdet.
Men udeholdet blev belønnet for sine anstrengelser. Små 20 minutter før tid reducerede Mikkel Vendelbo, efter at den kroatiske forsvarsspiller Kristian Ipsa fejlede fælt med et dårligt hovedstød, som Vendelbo let samlede op, så han kunne løbe mod FCM-målet.
Og kort før slutfløjt udlignede Esbjergs topscorer Tim Janssen, da hjemmeholdets forsvar igen ikke kunne få bolden væk fra eget mål. Resultatet må siges at være yderst skuffende for FCM, mens FCK's førerhold kan glæde sig over, at ingen er bare tæt på at udfordre dem.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde