Esbjerg-træner efter sejr i Brøndby: Mandfolkeindsats
Der blev kæmpet hårdt om de tre point på Brøndby Stadion, hvor Brøndby tabte 0-2 til Esbjerg søndag aften. Trods tre afslutninger på træværket blev der ikke scoret i første halvleg.
Efter pausen sørgede indskiftede Jesper Rasmussen for tre vestjyske point, da han med tre minutters mellemrum passerede Brøndby-keeper Lukas Hradecky to gange til stor glæde for Esbjerg-træner Niels Frederiksen.
- Det var en rigtig mandfolkeindsats fra vores side. Vores centrale akse i Hans Henrik Andreasen og Magnus Lekven leverede en fantastisk præstation. De havde en del at se til, men spillede begge glimrende, siger Frederiksen.
- Vi måtte ud i et hav af dueller. Vores to stoppere, Davidson Drobo-Ampem og Kian Hansen, måtte slås for at holde målet rent, men hold da fest hvor stod de stærkt. Vi forsvarede os simpelthen så godt, siger Frederiksen.
Esbjerg-træneren måtte dele opmærksomheden med den forholdsvis ukendte matchvinder, Jesper Rasmussen, der kom ind fra bænken og afgjorde opgøret.
- Han har været meget skadet, men vi ved, hvad han er i stand til. Desværre kan han kun spille 45 minutter i øjeblikket, så han bliver svært at bruge fra start. Men alle der scorer to gange banker da på til startopstillingen, siger Frederiksen.
Samme melding får man via spilleren selv. Trods de to scoringer holder Rasmussen fokus på sin genoptræning.
- Jeg er glad for at have scoret, men det vigtigste var, at vi vandt kampen. Jeg vil fortsætte med at træne godt, og forhåbentligt kan det blive til mere, siger Rasmussen.
- Jeg havde aldrig turde drømme om, at jeg skulle score to gange på Brøndby Stadion, så jeg er en glad mand. Og så på Brøndby Stadion, der er et af de fedeste steder at spille, siger Rasmussen.
Dermed er Esbjerg nu noteret for seks point efter de første tre runder.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie