Esbjerg-træner har fået styr på forsvaret før bundgys
Esbjerg-træner Lars "Lungi" Sørensen var tilfreds med at holde nullet, da Esbjerg søndag spillede 0-0 mod AGF i Superligaen. Foto: /ritzau/Ernst van Norde
/ritzau/Ernst van Norde
Målscoringen halter i Esbjerg, men forsvaret har oppet sig voldsomt siden efteråret, mener Esbjerg-træner.
Siden vinterpausen har Esbjerg blot vundet to ud af 12 superligakampe, og holdet har blot scoret ni gange. Målene har fordelt sig på fem kampe.
Vinterens store udskiftning i spillertruppen, hvor seks danskere forlod truppen, mens grækere og georgiere valfartede til den jyske vestkyst, fik ikke Esbjerg ud af nedrykningszonen.
Men indtil videre er klubbens interne mission vellykket, mener Esbjergs cheftræner, Lars "Lungi" Sørensen, forud for onsdagens nedrykningsplayoffkamp mod AGF i Aarhus.
- Jeg synes, vi er lykkedes som hold i forhold til den plan, vi lagde.
- Hvis man begynder at kigge på, hvor mange mål der blev scoret mod os i efteråret, var missionen helt klart at få sat en prop i, så vi ikke tabte så mange kampe med store cifre.
- Når vi har sat en prop i, så ved vi godt, at det koster lidt i den anden ende, men hvis vi er sikre på, at de andre ikke laver mål, så har vi stadig en god chance for at vinde.
- Hvis de andre scorer to mål, så bliver det sindssygt svært for os at vinde fodboldkampe. Så vi har valgt at prioritere defensiven, og det er vi lykkedes rigtig godt med, siger Esbjerg-træneren.
I foråret har Esbjerg lukket 0,92 mål ind i gennemsnit per superligakamp mod to mål i snit for efteråret.
Samtidig er holdet ubesejret i fire kampe inden onsdagens kamp i Aarhus, hvor Esbjerg skal forsøge at veksle 0-0 på hjemmebane til en samlet sejr over AGF.
Taberen ender i nedrykningsfinalen mod AC Horsens og kan rykke direkte ud af Superligaen.
Lars "Lungi" Sørensen regner absolut ikke med, at det bliver Esbjerg, som kommer til at stå i den situation.
- Vi dominerede AGF og skabte chancer i 70 minutter i den første kamp, og jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne gøre det samme igen.
- Vi var meget opmærksomme på inden den første kamp, at det var vigtigt at holde nullet i forhold til udebanemål.
- Og nu er vi opmærksomme på, at vi kommer til at stå rigtig godt, hvis vi scorer først i Aarhus, siger han.
Esbjerg-anfører Victor Pálsson og midtbanedynamoen Jeppe Andersen har begge karantæne, mens AGF må undvære Jesper Juelsgård af samme årsag.
Onsdagens playoffkamp begynder klokken 18.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned