Esbjerg-træner: Silkeborg-kampe er glasuren på lagkagen
John Lammers, cheftræner i Esbjerg, har nærstuderet Silkeborg seks-syv gange inden de to indbyrdes opgør, der gælder en plads i Superligaen. Foto: Claus Fisker/arkiv/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/arkiv/Ritzau Scanpix
Esbjerg-træner John Lammers ser frem til opgør mod Silkeborg, hvor der skal kæmpes om en plads i Superligaen.
Det første slag i duellen om en plads i Superligaen finder sted torsdag aften, når Silkeborg tager imod Esbjerg, og det bliver en af de kampe, som både spillere og trænere lever for.
Det mener Esbjerg-træner John Lammers, som kalder de to opgør belønningen for et års hårdt arbejde i 1. division.
- Det er noget, vi glæder os til, for det er det, vi har kæmpet for, og det er glasuren på lagkagen.
- Vi skal sikre os, at vi er klar til at præstere på vores bedste niveau, for vi spiller for at vinde noget, og det kan vi nu.
- Alle ved, hvad der er på spil, og derfor handler det mest om, hvordan jeg får det bedste ud af både spillerne og mig selv på dagen, siger John Lammers til klubbens hjemmeside.
Han har nærstuderet den kommende modstander, som skal en tur til Esbjerg på søndag i returopgøret.
- Vi har set dem seks-syv gange, og vi har prøvet at forberede os så meget som muligt.
- Det er et rigtigt velspillende hold med gode individuelle kvaliteter, og de har spillere, som kan afgøre kampe og lave mål, siger Esbjerg-træneren.
John Lammers peger på, at Silkeborg nåede frem til årets pokalfinale, hvor det endte med et nederlag til Brøndby.
- Det er ikke for sjov, at de lige har været i en pokalfinale, men selv om det bliver svært, så har vi chancen.
- De har også svagheder, som har bragt dem ind i nedrykningskampen, og dem skal vi forsøge at udnytte, lyder det fra John Lammers.
Esbjerg kan igen råde over Jeppe Brinch efter overstået karantæne.
Torsdagens kamp i Silkeborg går i gang klokken 20.15.
Lyngby og Vendsyssel kæmper om den anden billet til Superligaen. De to hold mødes torsdag klokken 18 i Vendsyssel, mens der søndag er returkamp i Lyngby.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned