Esbjerg udligner efter semifinaledrama mod Aalborg
Esbjergs ishockeyherrer vandt med 5-4 efter overtid og udlignede til 1-1 i semifinaleserien mod Aalborg.
Esbjerg har vundet DM-titlen i ishockey de seneste to sæsonen, og vestjyderne står stadig med gode muligheder for at fuldende sit DM-hattrick.
Fredag aften balancerede Esbjerg på kanten af et nyt nederlag til Aalborg, men på hjemmebane lykkedes det Esbjerg at vinde 5-4 efter overtid, så det nu står 1-1 i semifinaleserien, der spilles bedst af syv kampe.
Aalborg førte indtil kort før tid, men Esbjerg fremtvang overtid, som faldt ud til hjemmeholdets fordel.
Første periode blev underholdende, og Esbjergs Adam Miller satte gang i målscoringen efter godt fem minutter.
Føringen skulle dog blot holde i tre minutter, før nordjydernes Tobias Ladehoff gjorde det til 1-1.
Præcist midtvejs bragte Colin Vock atter vestjyderne i front, men denne gang skulle føringen blot holde i to minutter. Denne gang udlignede Sebastian Brinkman for gæsterne.
Anden periode fik et mere stille udlæg, men der kom gang i sagerne i den sidste del.
Brock Nixon bragte Esbjerg på 3-2 efter et kvarter, men Aalborg udlignede for tredje gang. Blot halvandet minut senere scorede Tobias Ladehoff nemlig sit andet mål, og så stod det 3-3.
Kampens tredje periode var blot 99 sekunder gammel, da Jeppe Korsgaard bragte Aalborg foran for første gang i opgøret.
Det lignede længe sejrsmålet, men Esbjergs Christian Wejse ville det anderledes. 80 sekunder før tid drejede han pucken i mål fra en spids vinkel til 4-4.
Hjemmepublikummet skulle få endnu mere at juble over i overtiden. Tre minutter inde i denne udnyttede Colin Vock en friløber til 5-4-sejr i Esbjergs favør.
Den tredje semifinale spilles i Aalborg på søndag.
Den anden semifinale mellem Rungsted og Herning begyndte også fredag klokken 19.30, men den måtte afbrydes i næsten to timer efter første periode, da en bande gik i stykker efter et sammenstød med en ismaskine.
Herning, der vandt den første semifinale, førte 1-0 efter første periode.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker