Esbjerg udraderer reservespækket FCM-hold i pokalen
En tidlig udvisning blev dyr for FCM, der tabte 0-3 ude til Esbjerg og røg ud af pokalturneringen.
FC Midtjylland ligger særdeles godt til i forhold til at vinde DM-guld. Men fodboldklubben kommer ikke til at gentage AaB's bedrift fra sidste sæson med at vinde både mesterskab og pokalturneringen.
Det ligger fast, efter at FC Midtjylland torsdag aften blev sendt ud af pokalturneringen, DBU Pokalen, i 1/8-finalerne på eftertrykkelig vis.
Det stærkt reservespækkede tophold tabte 0-3 ude til Esbjerg, der profiterede af en tidlig udvisning til gæsternes Francis Dickoh.
Efter et lille kvarters spil blev Esbjergs Jakob Ankersen spillet fri, og han lobbede i første omgang bolden over den fremstormende FCM-målmand, Lasse Heinze.
Jakob Ankersen forfulgte bolden, og umiddelbart før målstregen fik han fejet benene væk under sig af en storsatsende Francis Dickoh.
Et soleklart straffespark og et lige så logisk rødt kort til FCM-forsvareren, og for at gøre ondt værre scorede Jakob Ankersen selv på straffesparket.
10 minutter før pausen gik det galt igen for FC Midtjylland, da Tim Sparv lavede selvmål.
Så var det op ad bakke i anden halvleg for gæsterne, der var uden mange profiler, blandt andre Jakob Poulsen, Petter Andersson, Pione Sisto, Sylvester Igboun og Morten Duncan Rasmussen.
Kort før tid scorede Esbjergs Mikkel Vestergaard til 3-0 med et fladt skud.
FC Midtjylland skal på søndag forsøge at rejse sig, når holdet spiller ude mod FC København i efterårets sidste spillerunde i Superligaen.
Med Esbjergs sejr er de otte klubber i kvartfinalerne i DBU Pokalen fundet.
Fra Superligaen deltager FC København, Brøndby, AaB, Esbjerg, FC Vestsjælland, Randers FC og Sønderjyske, mens Brønshøj er det eneste hold fra den næstbedste række, der er nået så langt.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet