Esbjerg vil forsøge at skøjte udenom udvisninger i guldjagten
Jason Jaspers mener, at hans spillere bruger lige lovlig lang tid i straffeboksen. (Arkivfoto). Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Esbjerg Energy kan tirsdag fremprovokere en syvende DM-finale, og der er især fokus på at undgå udvisninger.
Esbjerg Energy er tvunget til sejr, når klubben tirsdag møder Sønderjyske i den sjette kamp om DM-guldet, og især én ting til skal de vestjyske ishockeyspillere have fokus på.
I de første fem kampe har Esbjerg nemlig fået næsten dobbelt så mange udvisninger som Sønderjyske, som måske derfor fører 3-2 i kampe før skæbnedysten tirsdag.
Udvisningerne og det deraf følgende undertal skaber unødvendigt energiforbrug, og det er der fokus på i den vestjyske lejr.
- Det bliver stadigt vigtigere ikke at give dommerne muligheden for at idømme os udvisninger, siger træner Jason Jaspers ifølge klubbens hjemmeside.
- Vi har brugt mange kræfter gennem kvart- og semifinaleserierne, og vi står nu over for kamp nummer 20 uden mange pauser. Derfor skal vi bruge kræfterne rigtigt og træffe de gode valg. Det kan næppe være en hemmelighed, at mange har brugt en del energi, siger han.
Esbjerg har i løbet af finaleserien fået 32 udvisninger, mens Sønderjyske er sluppet med 18.
Efter søndagens kamp, hvor Esbjerg sikrede sig minimum en kamp mere i jagten på DM-guld, grinede Esbjerg-keeper Mathias Seldrup en smule af statistikken.
- Vi tager måske lidt for mange udvisninger, men det har vi vel gjort hele sæsonen. Det er ikke noget, sagde han.
Esbjerg har i tirsdagens opgør fordel af hjemmebane, og det bliver vigtigt, mener træneren.
- Publikum fungerer som en syvende mand på isen og bidrager til at lægge pres på omgivelserne. Og jeg forventer, at der igen er mange folk i hallen. Der bør være en fordel, som vi skal formå at udnytte, siger Jason Jaspers.
Finaledysten bliver skudt i gang klokken 19.30 tirsdag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker