Esbjerg vinder også det tredje sydjyske isderby
Sønderjyske i lyseblåt havde overhånden mod Esbjerg i forårets DM-finaler, hvor dette billede stammer fra. Men rollerne er byttet om i den nye sæson. (Arkivfoto). Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Esbjerg Energy har krammet på Sønderjyske i denne sæson. Fredag vandt holdet på udebane i Vojens.
I foråret besejrede Sønderjyske lokalrivalerne Esbjerg Energy med 4-2 i finaleserien i Metalligaen og blev dermed danske ishockeymestre.
Men i år ser det ud til at styrkeforholdet mellem de to sydjyske hold er vendt.
I hvert fald besejrede Esbjerg Energy fredag aften Sønderjyske for tredje gang af tre mulige.
Det skete endda på Sønderjyskes hjemmebane i Vojens og med de overbevisende cifre 5-1.
Esbjerg udnyttede til fulde, når Sønderjyske-spillerne forløb sig og måtte en tur i straffeboksen. Fire af de fem vestjyske scoringer blev således sat ind i overtal.
I aftenens to øvrige kampe blev det også til udesejre.
Aalborg vandt 5-2 på udebane mod Rødovre i en kamp, hvor gæsternes Sebastian Brinkmann lavede to mål og en assist.
Og i Odense leverede Frederikshavn en lille overraskelse, da holdet vandt 3-2 mod det fynske tophold.
Ligaen føres fortsat af Herning Blue Fox med 37 point for 19 kampe.
Odense, Sønderjyske og Herlev har alle 33 point, men Bulldogs har med 17 kampe spillet to færre end de øvrige.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker