Esbjergs træner: En meget moden præstation

Inden denne sæson havde Esbjerg ikke været med i europæisk fodbold i otte år, og det var de færreste af spillerne, der havde nogen særlig erfaring fra kampe på international niveau.

Offentliggjort Sidst opdateret

Alligevel har vestjyderne efter den imponerende 2-1-sejr over Standard Liege nu taget tre sejre i træk over stærke modstandere, og træner Niels Frederiksen er begejstret for, at hans spillere igen formåede at holde hovederne kolde i Europa.

- Det virker i mange facetter som et meget modent hold. Det må jeg sige. Vi spillede modent og velovervejet, selv om der selvfølgelig var tidspunkter, hvor vi smed bolden lidt for hurtigt væk, siger Niels Frederiksen.

Der var formentlig mange Esbjerg-tilhængere, der ved 1-1 i dommerens overtid håbede på, at kampen ville slutte i en fart, så Esbjerg trods alt ville få et point med hjem fra kampen.

Men midt i det belgiske pres var det altså Esbjergs Mushaga Bakenga, der lavede et overraskende sejrsmål.

- Jeg sad også og tænkte: "Lad os nu få det her overstået. Lad tiden gå så hurtigt, som den kan", erkender Niels Frederiksen.

- Men så gjorde jeg mig selvfølgelig den tanke, at spillerne forhåbentlig har lært noget af nogle kampe i Superligaen, hvor vi har været under pres til sidst og sat point til. Det ser det ud til, at de har, siger han.

Med udesejren over Standard Liege har esbjergenserne fået det maksimale udbytte af den kamp, som træneren på forhånd betegnede som den sværeste af de seks i Europa League.

- Det er et fantastisk rygstød, og det giver forhåbentlig et boost for spillerne. Det vidner jo om, at vi har nogle rigtig dygtige spillere

- Vi skabte flest chancer, og det var fortjent, at vi kom foran 1-0. Spillerne fulgte planen til punkt og prikke. Vi blev sat lidt under tryk på et tidspunkt, men der havde vi en toppræstation fra målmand Frederik Rønnow, siger Niels Frederiksen.

/ritzau/