Eskild Ebbesen vinder international pris i roning
Eskild Ebbesen modtager lørdag et meget kontant bevis på, at han har sat et uudsletteligt aftryk på rosporten i sin flere årtier lange karriere.
Den 41-årige dansker fra letvægtsfireren, som lod sig pensionere efter bronzemedaljen ved sidste års OL i London, får i Luzern i Schweiz overrakt Thomas Keller Medal, rosportens mest prestigefyldte hæder.
- Det er en kæmpe anerkendelse at modtage denne pris, og det er noget helt specielt at være både den første letvægtsroer og første dansker, der modtager den, siger Eskild Ebbesen i en pressemeddelelse.
Thomas Keller Medal uddeles årligt til en roer, som har indstillet karrieren. Medaljen er af 18 karat guld.
Eskild Ebbesen vandt med den såkaldte Guldfirer OL-guld i 1996, 2004 og 2008 samt bronze ved legene i 2000 og 2012.
Seks gange vandt han og fireren VM-titlen.
- En stor del af mit liv har drejet sig om at være i den proces, det er at arbejde frem mod de store mål og vinde OL-medaljer sammen med mine holdkammerater.
- Og det har været en stor oplevelse at være en del af de forskellige hold og kæmpe sammen om et fælles mål, som jo er lykkedes mange gange. Det er stort at være med til OL, men det er naturligvis endnu større, når det lykkes at vinde, siger Eskild Ebbesen.
Han får overrakt prisen ved en gallamiddag i Luzern i forbindelse med World Cup-regattaen i samme by.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde