Et lille lys for kajaksportens elite

Kajakroerne Emma Aastrand Jørgensen (tv) og René Holten Poulsen kan måske alligevel se frem til et stort internationalt stævne til efteråret. Foto: Jan Knudsen

Ungarn kan måske blive vært for et nykonstrueret kajak-VM til efteråret.

Offentliggjort Sidst opdateret

KØBENHAVN 2020 har efter de sidste ugers mange aflysninger længe tegnet til et dødt år for en stor del af verdens eliteidrætsudøvere, der havde set frem til at kulminere i sommer ved De olympiske Lege i Tokyo.

Således også for kajaksporten, der udover OL også har måttet vinke farvel til forårets World Cup-stævner i Duisburg og Racice samt EM i rumænske Pitesti.

Men nu viser der sig måske et lille lys for enden af tunnelen for kajakroerne.

Det Internationale Kano og Kajak Forbund, ICF, overvejer tilsyneladende at arrangere et VM i ungarske Szeged i september.

Rygteplan

- Endnu er det mest på rygteplan, understreger sportschefen i Dansk Kano og Kajak Forbund, Lars Robl.

- Og det hele afhænger naturligvis af, hvordan verden ser ud med hensyn til udbredelsen af coronavirusen om nogle måneder, påpeger Lars Robl.

Szeged, der var vært for VM i fjor, skulle til sommer have arrangeret et såkaldt "non-olympic" stævne for de bådklasser, der ikke er med på det olympiske program. Derfor har de meldt sig som en potentiel VM-vært til efteråret.

- Men det er soleklart, at det ikke er muligt af afvikle et VM under de nuværende rejserestriktioner. Verden skal åbne meget mere op, for at det kan lykkes, siger sportschefen.

En god udsigt

Han lægger dog ikke skjul på, at det vil være en fantastisk god udsigt for de danske elitekajakroere, hvis de i en ellers tom konkurrence-kalender får et stort internationalt stævne at se frem til.

Maribo Kajakklubs Emma Aastrand Jørgensen er på linje med sin sportschef.

- Det er jo det, vi går og håber på, siger hun.

- Jeg har nu ikke noget problem med at motivere mig til den daglige træning, men det vil naturligvis være super, hvis der ligger et VM sidst på sæsonen som det store mål, siger maribonitten.

Teststævner i støbeskeen

- Det handler også om at levere en sæson, der kommer til at ligne OL næste år, så jeg kan få testet at toppe på det rigtige tidspunkt i forhold til min træning, understreger Emma Aastrand Jørgensen.

For at forberede sig mest optimalt til et eventuelt VM agter kajakforbundet hen over sommeren af afvikle små teststævner, hvor de danske eliteroere dyster som ved et rigtigt mesterskab.

VM i Danmark næste år

Danmark er som bekendt vært for næste års VM i anledning af forbundets 100 års jubilæum. Mesterskaberne skal afvikles på Bagsværd Sø.

- Selv om 2021 nu er det nye OL-år, hvor der normalt ikke afvikles VM, går jeg ud fra, at vi skal afholde VM-stævnet, formentlig efter OL. Vi har i hvert fald indtil nu ikke hørt andet fra det internationale forbund, siger Lars Robl, der således kan se frem til en yderst hektisk 2021-sæson.