Et vindue mod verdenstoppen åbner sig med flere profilers farvel

Mia Blichfeldt vandt i 2024 to Super 300-turneringer og har slået nogle af verdens bedste badmintonspillere. Men stabiliteten mangler. (Arkivfoto). Foto: Ann Wang/Reuters

Mia Blichfeldt ved, at hun kan slå nogle af verdens bedste. Skal hun have sit store gennembrud, er det nu, hvor flere spillere er på vej ud af sporten.

Offentliggjort

Præmiepenge, point og prestige er gennem mange år strømmet ind på kontoen hos Anders Antonsen og Viktor Axelsen.

Imens har de bedste kvindelige badmintonspillere fra Danmark ligget i laget under den absolutte elite og kæmpet for det store gennembrud.

Indtil videre forgæves.

Resultaterne har til tider været løfterige, men hverken Mia Blichfeldt, Line Kjærsfeldt eller Line Christophersen har nydt samme succes som mændene eller forgængerne Tine Baun og Camilla Martin.

Den mulighed venter måske lige om hjørnet. En del af spillerne fra verdenstoppen er i hvert fald trådt væk fra sporten eller er på vej til det.

Blichfeldt ved, at det er nu, hun skal slå til.

- Jeg ser muligheden for at kravle endnu højere op ad ranglisten. Jeg drømmer om at komme i top-10 og top-5 og blive verdens bedste.

- Nu åbner der sig nye døre, i og med at der er et skifte i generationerne. Den mulighed vil jeg gerne gribe, siger hun.

Kinesiske He Bingjiao stoppede efter at have vundet sølv ved OL. Også Tai Tzu-ying fra Taiwan, japanske Aya Ohori og amerikanske Beiwen Zhang har blandt andre givet udtryk for, at de stopper ved årets udgang.

Desuden er den tredobbelte verdensmester Carolina Marin fra Spanien ude i mange måneder med en alvorlig knæskade.

Det store frafald åbner et vindue, pointerer landstræner for damesinglerne Rune Ulsing.

- Der er en del fra den absolutte top, der har forladt turneringerne. Det gør selvfølgelig, at man står med en lidt større chance, når man møder en seedet spiller i turneringen, end man gjorde før. Man ender måske lidt senere i en runde, hvor man skal spille over niveau for at vinde, forklarer han.

Kjærsfeldt er på papiret Danmarks bedste spiller på kvindesiden som nummer 26 i verden. Men Blichfeldt har i 2024 vundet to Super 300-turneringer og vist det højeste topniveau.

Så sent som i november slog hun den japanske stjerne Akane Yamaguchi, der er nummer fire i verden. Men i kampen efter blev danskeren nedlagt af 18-årige Tomoka Miyazaki, og lige netop dét har været hendes helt store problem, mener tidligere badmintonspiller Jim Laugesen.

Niveauet har været alt for svingende.

- Blichfeldts topniveau er til, at hun godt kan være i det gode felt. Det viser de andre også momentvis. Men det handler om at sætte det sammen hele vejen. Gennem en hel kamp og en hel turnering, siger TV 2 Sports ekspert.

Skavanker af forskellig karakter har spændt ben for badmintonspilleren, der viste stort potentiale ved at vinde DM allerede som 16-årig.

Formår hun at holde sig skadesfri, vil det udmønte sig i et kontinuerligt højere niveau, vurderer landstræneren.

- Det kræver, at man kan træne ekstremt godt i lange perioder. Hvis man har mange afbræk med småskader hele tiden, er det virkelig svært, konstaterer Rune Ulsing.

- Taktisk skal man også kunne justere sit spil undervejs. Mia kan godt trykke spillet op i et højt tempo, og hun har noget power, der kan gøre ret ondt på stort set alle spillere. Men de vænner sig også til det i løbet af en kamp og finder modtræk til det.

Ligesom Anders Antonsen og Viktor Axelsen har Mia Blichfeldt sagt farvel til det danske træningssetup i Brøndby. Hun er i stedet flyttet ned til sin kæreste, badmintonspilleren Toma Junior Popov, i Sydfrankrig.

Tiden vil vise, om det er en god beslutning for karrieren. Men hun mærker allerede fremskridt.

- Det gør en stor forskel for mit spil, at jeg får lov til at træne med drenge. De spiller med vildt meget præcision og power og laver færre fejl. Det har jeg savnet ved at træne i Brøndby. At få tæsk og kæmpe for det, siger hun.

/ritzau/

Blå bog om badmintonspilleren Mia Blichfeldt

* Navn: Mia Blichfeldt.

* Født: 19. august 1997 (27 år).

* Højde: 172 centimeter.

* Bopæl: Fos-sur-Mer, Frankrig.

* Placering på verdensranglisten: 28.

* Højeste placering på verdensranglisten: 11 (2019).

* Udpluk af de største resultater:

- Vinder af European Games (2019).

- Vinder af EM for hold (2014, 2016, 2018, 2020, 2024).

- Vinder af EM for blandede hold (2015, 2017, 2019, 2021).

- Vinder af Super 300-turneringen Hylo Open (2024).

- Vinder af Super 300-turneringen German Open (2024).

- Vinder af Super 300-turneringen Spain Masters (2019).

Kilde: BWF.

/ritzau/

Flere topspillere er på vej ud af badminton

Her er en oversigt over de spillere fra sidste rangliste i 2023, som af forskellige årsager er ude eller på vej ud af sporten.

Ranglisteplacering, land, navn:

* 4. Tai Tzu-ying, Taiwan (stopper efter planen ved udgangen af 2024).

* 5. Carolina Marin, Spanien (pådrog sig en alvorlig knæskade i juli).

* 6. He Bingjiao, Kina (stoppede efter sommerens OL).

* 9. Beiwen Zhang, USA (stopper efter planen ved udgangen af 2024).

* 13. Ratchanok Intanon, Thailand (har meddelt, at hun går efter at spille to år mere).

* 15. Aya Ohori, Japan (stopper efter planen ved udgangen af 2024).

Kilder: Team USA, BWF, Taipei Times, badmintonplanet.com.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu