Europæisk kaptajn tager Pedersen med til Solheim Cup
Emily Kristine Pedersen var med, da Europa i 2021 vandt den seneste udgave af Solheim Cup. (Arkivfoto). Foto: Raj Mehta/Ritzau Scanpix
Emily Kristine Pedersen skal for tredje gang repræsentere Europa i golfturneringen Solheim Cup.
Det bliver med Emily Kristine Pedersen på holdet, når Europa i september skal forsvare sin titel som Solheim Cup-mester.
Den danske golfspiller var tirsdag blandt de fire spillere, som den europæiske holdkaptajn, norske Suzann Pettersen, fuldendte sin trup med.
Inden da var der allerede blevet sat navn på otte spillere, der havde kvalificeret sig automatisk til den prestigefyldte turnering, hvor Europa kæmper mod et hold af amerikanske spillere.
27-årige Emily Kristine Pedersen er den eneste danske spiller på det europæiske hold, hvor der i alt er 12 spillere.
- Jeg er super stolt over at være blevet valgt. Jeg er oppe at køre, fordi Suzann er én, jeg altid har set op til, siger danskeren i en pressemeddelelse fra Ladies European Tour.
I 2021 var Pedersen sammen med blandt andre Nanna Koerstz Madsen med til at føre Europa til en sejr på 15-13 over USA.
Det er tredje gang, at Emily Kristine Pedersen skal spille Solheim Cup. Hun var også med som 21-årig tilbage i 2017.
Dengang blev hun også udvalgt af den europæiske holdkaptajn til at være med. I 2021 var Pedersen automatisk kvalificeret.
Dette års Solheim Cup afvikles fra 22. til 24. september nær Malaga i det sydlige Spanien.
- Jeg har endnu ikke spillet Solheim Cup i Europa, og jeg ville virkelig gerne med til denne. Spanien har altid haft en speciel plads i mit hjerte. Jeg elsker Spanien, og jeg er super glad for at kunne repræsentere Europa endnu en gang, siger Emily Kristine Pedersen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker