Europæisk Ryder Cup-kaptajn stiller til start i Danmark
Luke Donald hilser her på Thomas Bjørn. Donald er kaptajnen for Europas Ryder Cup-hold, mens Bjørn er en af to vicekaptajner. (Arkivfoto). Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Luke Donald deltager for første gang i DP World Tour-turneringen Made in Himmerland.
Kaptajnen for det europæiske Ryder Cup-hold, englænderen Luke Donald, er blandt deltagerne, når Danmarks eneste turnering på DP World Tour bliver spillet i begyndelsen af september.
Dermed gør han Ryder Cup-vicekaptajnerne Edoardo Molinari og Thomas Bjørn selskab ved Made in Himmerland.
Det skriver turneringen på sin hjemmeside.
Luke Donald blev udpeget som europæisk kaptajn 1. august, efter at Henrik Stenson blev fyret fra tjansen, fordi svenskeren har tilsluttet sig den lukrative og kontroversielle golftour LIV Golf.
Englænderen ser frem til at konkurrere på golfbanen nær Gatten i Vesthimmerland.
- Jeg har set og hørt mange positive ting omkring turneringen og de danske fans. Jeg glæder mig til at gå op ad Himmerland Hill, siger englænderen, der ikke tidligere har deltaget i turneringen.
- Derudover ser jeg frem til at have begge mine vicekaptajner samlet for første gang, tilføjer englænderen.
Made in Himmerland afvikles i perioden 1.-4. september. Turneringen var tidligere kendt som Made in Denmark og har med en enkelt coronaundtagelse været afviklet hvert år siden 2014.
DP World Tour var tidligere kendt som European Tour.
Den næste udgave af Ryder Cup - Europa mod USA - afvikles i Italien i september og oktober næste år.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker