Europæiske NBA-stjerner slår skår i den amerikanske basketballstolthed
Den serbiske centerspiller Nikola Jokic blev blot draftet som nummer 41 af Denver Nuggets tilbage i 2014, mens han spillede for Mega Basket i hjemlandet. Nu er han blandt de største stjerner i NBA. Foto: Annegret Hilse/Reuters
NBA har altid været domineret af amerikanske stjerner, men tre europæere har gjort dem rangen stridig. Det gør ondt i amerikanernes stolthed ifølge ekspert.
Ritzau RitzauJonatan Wibe/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Michael Jordan, Kareem Abdul-Jabbar, Larry Bird, Magic Johnson, Kobe Bryant, LeBron James og Stephen Curry.
En gennemgang af historiens største stjerner i NBA afslører, at den nordamerikanske liga alle dage har været tungt domineret af amerikanske spillere. Indtil nu.
De seneste år har især tre europæiske spillere således tilkæmpet sig en plads i den absolutte top, når man snakker nutidens største stjerner i sporten.
- Jeg vil faktisk vove den påstand, at de tre bedste NBA-spillere har spillet EM i år, siger Morten Stig Jensen, der er vært for basketprogrammet "Buzzer Beater" på Radio4 og vært på TV 2 Sport.
Han henviser til Milwaukee Bucks-grækeren Giannis Antetokounmpo, Denver Nuggets' serber Nikola Jokic og sloveneren Luka Doncic fra Dallas Mavericks.
Annonce
- Før havde man LeBron James, Stephen Curry og Kevin Durant deroppe, men de er ved at være gamle alle tre, mener den danske ekspert.
Et kig på listen over modtagerne af den ærefulde hæder som ligaens MVP (Most Valuable Player), der er blevet uddelt siden 1956, understøtter holdningen.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
Frem til 2018/19-sæsonen havde kun én europæer modtaget prisen. Det var tyske Dirk Nowitzki i 2007.
Nu er den de seneste fire sæsoner gået til en europæer - to gange til græske Antetokounmpo og de seneste to år til serbiske Jokic. Samtidig nævnes 23-årige Doncic som favoritten til hæderen i den kommende sæson.
Rent kommercielt giver de europæiske stjerner givetvis glæde hos NBA-ledelsen, men blandt de amerikanske fans gør udviklingen lidt ondt.
- Det er noget, der bliver snakket om, men det er ikke noget, der bliver snakket om med stolthed. Man kan godt høre, at amerikanerne er lidt bitre, siger Morten Stig Jensen.
Den tidligere spanske NBA-spiller Pau Gasol medvirkede i slutningen af sidste sæson i den tidligere spiller JJ Redicks NBA-podcast.
Her hyldede Gasol de europæiske spilleres indtog i toppen af ligaen, og selv om han ikke snakkede amerikanerne ned, så gjorde han det klart, at de tre europæiske stjerner ikke kan overses.
- Når man snakker om Luka Doncic, Giannis Antetokounmpo og Nikola Jokic, så er de alle i top-10 i ligaen. Man kan ikke lave en top-10 uden dem, lød det fra Gasol.
Ifølge Morten Stig Jensen er det dels et udtryk for, at europæisk basketball har løftet sig, og dels at flere amerikanske trænere har fået øjnene op for, at det atletiske udtryk ikke nødvendigvis gør en god basketballspiller.
Annonce
- Vi har i Europa styr på fundamenterne. I USA er trænerne begyndt at forstå, at det ikke nytter noget at drafte atleter, hvis de ikke kan finde ud af at spille basketball, forklarer han.
Der er dog stadig en del klubber og sportslige ledelser i NBA, som har det svært med at skulle vælge europæere over hjemlandets collegestjerner.
Morten Stig Jensen mener, at det blandt andet er grunden til, at danske Iffe Lundberg kun kortvarigt fik chancen i NBA for Phoenix Suns i sidste sæson, og nu - i hvert fald for en tid - er tilbage i Europa.
Til gengæld er han også overbevist om, at det kommer til at give bagslag for de konservativt anlagte klubber.
- Det vil det utvivlsomt, og jeg synes allerede, man kan se det nu, siger han.
- Man kan tage Sacramento Kings som eksempel. Klubben havde andetvalget i 2018-draften og valgte at gå med Marvin Bagley, en fuldstændig prototypisk amerikansk forward, som ikke er blevet til en skid.
- Sacramento havde været et slutspilshold nu, hvis man havde taget Luka Doncic det år. Nu har man i stedet i 16 år ikke været i slutspillet.
NBA-sæsonen begynder i denne uge. Mesteren kåres i juni 2023.
/ritzau/
Ikke-amerikanere med MVP-titler
Den ærefulde titel som NBA-grundspillets MVP (Most Valuable Player) er blevet uddelt siden 1955/56-sæsonen, hvor Bob Pettit blev den første modtager af hæderen.
Legenden Kareem Abdul-Jabbar har med seks MVP-titler flest, mens titlen kun otte gange er gået til en spiller, som ikke var amerikaner. Det er til gengæld sket fire gange i træk nu.
Her er en liste over de otte sæsoner, hvor prisen ikke er gået til en amerikaner:
Seneste artikler
Se billederne: Endelig fik dronningen lov til at indvie sin bro
Kørte 157 km/t i 90-zone
Folketidende på plakaten i Tivoli
Hans snit er over 12, men for Nicolai er karaktererne ikke det vigtigste
Truende mand på station
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder