Evenepoel kan hente mest sikre sejr i Danmark siden Basso
Remco Evenepoel har haft den blå førertrøje, siden han vandt 3. etape med mål i Vejle. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Forspringet fra nummer et til to har sjældent været så stort i PostNord Danmark Rundt som i år.
Det skal gå helt galt for Quick-Steps Remco Evenepoel, hvis belgieren ikke skal snuppe den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt.
Før lørdagens enkeltstart, der markerer afslutningen på løbet, er han 1 minut og 33 sekunder foran konkurrenten og landsmanden Tosh Van der Sande fra Lotto Soudal.
Dermed er han godt på vej til den mest suveræne sejr i løbet, siden Ivan Basso knuste al modstand i 2005 og vandt med 2 minutter og 21 sekunder.
- Det ville betyde meget. Det er altid fedt at vinde, og hvis man kan blive den bedste til noget, er det altid særligt.
- Jeg ved, at Danmark er et rigtig cykelland - sammen med fodbold selvfølgelig. Det er et virkelig fint løb, som jeg har nydt rigtig meget, siger han.
21-årige Evenepoel er også blandt favoritterne på den 10,8 kilometer lange enkeltstart på Frederiksberg på 5. etape. Selv holder han øje med nogle af løbets bedste danskere.
- Det bliver svært. Søren Kragh og Mads Pedersen er rigtig stærke på korte enkeltstarter. I mine øjne er de topfavoritter, men jeg vil bare køre hurtigst muligt for at forsvare min førertrøje, siger han.
Den korte tidskørsel er teknisk svær med mange sving og opbremsninger. Den ligger godt til en rytter som Mads Pedersen, mener Trek-sportsdirektør Kim Andersen.
- Den er lidt speciel og vældig spændende. I sidste ende er det ti kilometer med fuld gas. Vi har tid til at køre ruten igennem om formiddagen, siger han.
Sportsdirektør Lars Michaelsen fra det sydafrikanske hold Qhubeka har også bemærket de mange U-vendinger, som venter rytterne.
- Det giver selvfølgelig en større oplevelse for tilskuerne, at rytterne kommer forbi i hvert fald to gange.
- Der er ikke nogen formel for, hvordan en enkeltstart skal være. Om den skal være teknisk, pandekageflad, eller om der skal være stigninger på. Det er nytænkning, så lad os se, hvordan det går, siger han.
Første rytter sendes afsted lørdag klokken 14.30. Sidste rytter ventes i mål omkring klokken 17.05.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned