Everton taber et skridt i topstriden mod Norwich
Norwichs Wesley Hoolahan, i midten, jubler sammen med holdkammerater over sin scoring mod Everton. Foto: Nigel French/AP/POLFOTO
Nigel French/AP/POLFOTO
Everton sad før pausen tungt på kampen, men Norwich hentede med en god anden halvleg et point i Premier League
Everton skulle forsøge at holde kontakt med toppen i lørdagens første Premier League-opgør.
Men Norwich stod i vejen, da bundholdet fra det østlige England hjemme på Carrow Road hentede 1-1.
Everton lagde fra kampens start et højt pres, og det stressede Norwich til fejlafleveringer og boldtab midt på banen, der resulterede i friløbere til både formstærke Romelu Lukaku og Arouna Kone.
De få gange Norwich fik sat den lynhurtige kant Nathan Redmond i scene, formåede holdet ikke at få spillere samlet i feltet. Ikke en eneste chance tilfaldt Norwich i første halvleg.
Efter et kvarter kom Everton foran, efter Norwich i to omgange ikke formåede at få clearet bolden efter et hjørnespark.
John Stones løb bolden op ved baglinjen. Han lagde den bagud til spanieren Gerard Deulofeu, der nemt kunne sende indlægget indover til den bageste stolpe, hvor store Romelu Lukaku pandede bolden sikkert ind bag Declan Rudd i Norwich-målet.
Resten af halvlegen var Everton konstant farlige, men "The Toffees" formåede ikke at udnytte det massive spilovertag. Det skulle de komme til at fortryde.
Allerede et minut efter pausen fik Norwich nemlig tildelt hjørnespark. Robert Brady lagde en hård bold bagest i feltet, hvor nyindskiftede Ryan Bennet steg til vejrs.
Hans knaldhårde hovedstød blev reddet på stregen af Ross Barkley, men Wesley Hoolahan var hurtigt over returbolden og skovlede bolden i mål.
Pludselig lignede Norwich et hold, der ville gå efter sejren. Efter 70 minutter fik hjemmeholdet anden halvlegs største chance, da Hoolahan med en genial hælaflevering spillede Jerome fri foran mål. Men den store Norwich-angriber sparkede langt over kassen.
Derfor endte det hele 1-1 på Carrow Road. Everton ligger på en delt sjetteplads sammen med Liverpool, West Ham og Crystal Palace, der mangler at spille i denne runde.
Norwich ligger nummer 16.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned