Everton-træner bebrejder sig selv stort EL-nederlag
Evertonmanager Ronald Koeman kigger til, mens hans hold får en fodboldlektion af Atalanta i Europa League. Foto: /ritzau/AP/Elisabetta Baracchi
/ritzau/AP/Elisabetta Baracchi
Ronald Koeman er ikke tilfreds med sig selv, efter at hans hold åbnede Europa League med 0-3 mod Atalanta.
Premier League-klubben Everton har shoppet spillere for omkring én milliard kroner denne sommer, men resultaterne lader vente på sig.
Fire kampe i Premier League har blot givet fire point, og senest tabte man 0-3 i egen hule til Tottenham i ligaen.
Oprejsningen skulle så komme torsdag aften, hvor holdet tog hul på Europa League med en udekamp mod Andreas Cornelius' Atalanta.
I stedet for et muligt vendepunkt endte det i endnu en 0-3-lektion, men manager Ronald Koeman bebrejder ikke spillerne.
- Vi fik en stor lektion. Men det er ikke tiden eller stedet for at kritisere spillerne.
- Jeg er nødt til at kritisere mig selv, for holdet var ikke forberedt på dette i aften (torsdag aften, red.), siger Koeman til klubbens hjemmeside.
- Jeg må spørge mig selv, hvad jeg gjorde forkert, tilføjer han.
Everton-manageren så i hvert fald en modstander, som brændte meget mere for at lave et resultat.
- De havde aggressivitet og passion, og vi lavede fejl. Banen var ikke så god, men det var det samme for dem.
- Atalanta viste os den passion, man er nødt til at have, når man spiller fodbold, lyder det fra Koeman.
I weekenden venter endnu en svær opgave for Everton, som skal forbi Manchester Uniteds hjemmebane, Old Trafford.
Det bliver et gensyn med gamle holdkammerater for Wayne Rooney, som efter 13 sæsoner i United vendte hjem til Everton denne sommer.
Ud over Rooney har Everton også hentet spillere som Davy Klaassen (Ajax), Jordan Pickford (Sunderland), Sandro Ramírez (Malaga), Michael Keane (Burnley), Gylfi Sigurdsson (Swansea) og Nikola Vlasic (Hajduk Split).
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde