Fabio Capello erkender tysk overmagt

Den engelske landstræner, Fabio Capello, ærgrer sig over, at hans hold ikke fik godkendt en scoring af Frank Lampard mod Tyskland, selv om bolden var langt over stregen.

Træneren anerkender samtidig, at hans hold nærmest blev kørt over af Tyskland med 1-4 i ottendedelsfinalen ved VM i fodbold.

- Hændelsen med Frank Lampard var én af de vigtigste i kampen. Dommeren begik én af de største fejl, men Tyskland er et fantastisk hold, og de fangede os med kontraangreb. Sådan er fodbold. Små ting gør forskellen, siger Fabio Capello.

Italieneren så sit hold komme bagud 0-2 inden for kampens første halve time.

Matthew Upson fik dog reduceret, og da Frank Lampard sendte bolden på underkanten af overliggeren kort før pausen, troede næsten alle på stadion i Bloemfontein, at englænderne havde udlignet.

Dommer Jorge Larriondas fløjte forblev dog tavs, selv om bolden var langt inde over målstregen, før den sprang i spil igen.

Den kontroversielle situation ændrer dog ikke på, at Capello accepterer nederlaget.

- Vi spillede godt frem til 1-2, men vi skuffede efter deres tredje mål, siger træneren.

Nederlaget er Englands største nogensinde ved en VM-slutrunde.

/ritzau/

Træner Fabio Capello vidste godt, at hans hold havde tabt til et bedre mandskab, da han evaluerede Englands rekordstore 1-4-nederlag mod Tyskland ved VM.

Offentliggjort Sidst opdateret