Færøsk EM-deltagelse sætter Team Sydhavsøernes turnering på pause
Der går næsten en måned endnu, før Team Sydhavsøernes træner Klavs Bruun Jørgensen kalder til timeout, som her i hjemmekampen før jul mod Aarhus HC. Foto: Kim Nielsen, Konceptlab
Kim Nielsen, Konceptlab
Puslespillet i forhold til Team Sydhavsøernes kampflytninger er gået op med forbundets mellemkomst
MARIBO: Der bliver ingen turneringskampe for Team Sydhavsøerne i hele januar. Det ligger fast, efter kampprogrammet er lagt på ny, da lollikkerne fik udtaget færøske Pauli Mittún til den forestående EM-slutrunde i Tyskland, der finder sted fra 10. til 28. januar.
Team Sydhavsøerne havde på den baggrund ret til at få flyttet de tre kampe, der var programsat under slutrunden til senere på sæsonen, og det er nu lykkedes, men ikke uden sværdslag.
Diktat fra forbundet
Både kampene mod Skive og Grindsted er dikteret af DanskHåndbold (tidl. DHF), da klubberne ikke kunne blive enige.
- Jeg havde ellers givet både Skive og Grindsted flere datoer, hvor jeg også havde taget hensyn til deres øvrige kampe, men intet kunne åbenbart lade sig gøre, lyder det fra Team Sydhavsøernes sportschef Morten Juul, der også har på fornemmelsen, at kampflytningerne er en sten i skoen på modstanderklubberne, der nu skal afsætte hverdagsaftener i stedet for weekender til at afvikle kampene.
- Så forbundet satte sig igennem og lagde kampene på nogle datoer, jeg ikke havde foreslået som førsteprioritet, men sådan er det, lyder det fra Morten Juul, der var blevet meddelt af DanskHåndbold, at kampene skulle afvikles inden udgangen af februar, men alligevel er udekampen mod Grindsted først programsat til onsdag 6. marts.
Hjemmekampen mod Skive spilles tirsdag 6. februar, og det sidste opgør mod Odense, der ikke har voldt problemer, er programsat til tirsdag 20. februar i Lollands Bank Arena.
For at holde kampformen nogenlunde intakt har Team Sydhavsøerne indtil videre planlagt en enkelt træningskamp lørdag 20. januar kl. 14:00 mod det svenske eliteseriehold LUGI. En kamp der spilles i Maribo.
Kamptræning
- Derudover håber vi at få planlagt en kamp mere, men der er endnu ikke noget på plads, siger Morten Juul, der også agter at give kamptræning til nogle af spillerne på klubbens 2. divisionshold, der har tre kampe i den periode, hvor førsteholdet ligger stille.
- Men vi kommer ikke til at hive mange førsteholdsspillere ned, for vi har også en moralsk forpligtigelse overfor de øvrige hold i 2. division, og vi bruger kun dem, så vi mener har brug for noget kamptræning, siger Morten Juul, og peger blandt andet på Frederik Elmkjær og keeper Sebastian Minor Hansen samt Lasse Cieslak. De to sidstnævnte har siddet ude i længere tid med skader.
Første turneringskamp for 1. divisionsmandskabet i det nye år bliver således først lørdag 3. februar på udebane mod Odder, og det har givet spillertruppen mulighed for at afholde en lidt længere juleferie end normalt. Spillerne gik på juleferie 20. december, og træningen er først startet op igen fredag i denne uge.
Seneste artikler
Udvalgsformand: - Jeg er ikke imponeret
Milliondyr farce: Hal skal have nyt gulv for fjerde gang på fem år
Borgere pressede på: - Hvad hvis resortet aldrig bliver til noget?
Kro bortforpagtet - men traditionerne fortsætter
Vidne i yacht-sagen: Søventil er ikke som en øldåse
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Efterlyser vidner i sag om grov vold
Flere vidner afhøres i spektakulær yacht-sag