Sport Event Denmark får de kommende år færre penge til at trække sportsbegivenheder til Danmark.
Hidtil har organisationen fået 35 millioner kroner fra finansloven. I 2012 er der afsat 10 millioner kroner mindre.
Formand i Sport Event Denmark, Hernings borgmester Lars Krarup (V), glæder sig dog over, at den nye S-R-SF-regering i deres finanslovoplæg faktisk vælger at holde liv i organisationen.
Den risikerede nemlig at måtte lukke. Tilskuddet fremgik ikke af den tidligere regerings finanslovforslag for 2012.
- Beløbet på 25 millioner kroner er ikke så højt, som vi håbede på, men det er det næstbedste, vi kunne få.
- Indtil i går stod vi til at lukke. Nu fortsætter vi, og det er ikke så ringe i en tid, hvor midlerne er knappe, siger Lars Krarup til Jyllands-Posten.
Kulturminister Uffe Elbæk (R) fortæller, at Sport Event Denmark ikke længere vil være i stand til at byde ind på samme mængder arrangementer.
- Man er gået efter alle typer af arrangementer, og fokus har nok ikke været helt skarpt nok.
- Jeg vil ikke gå ind i konkrete begivenheder, man skal satse på. Men det er vigtigt, at der også kommer breddebegivenheder til Danmark, siger Elbæk til avisen.
I 2011 har Danmark blandt andet været vært for U/21 i fodbold og VM i cykling.
Sport Event Denmark har hidtil haft en succesrate på 85 procent, når organisationen har budt på internationale arrangementer til afholdelse i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned