FAKTA: De mange scenarier i den historiske bundstrid

De hvidklædte spillere fra TTH Holstebro er et af fire hold, der kan følge Skive fH direkte ud af herrernes håndboldliga. Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix

Det er historisk tæt i bunden af herrernes håndboldliga, og fire klubber slås for at undgå direkte nedrykning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skive fH er allerede rykket ud. Endnu et hold rykker direkte ud lørdag.

Fem hold kan ende på 19 point efter sidste runde i grundspillet: Sønderjyske, KIF Kolding, TMS Ringsted, Nordsjælland og TTH Holstebro.

Fire af dem kan følge Skive direkte ned i 1. division: KIF Kolding, TMS Ringsted, Nordsjælland og TTH Holstebro.

De tre sidstnævnte har 19 point før sidste runde. Kolding har 17 point.

Der er dermed flere scenarier inden sidste runde.

- Kolding rykker direkte ud, hvis klubben taber eller spiller uafgjort mod TTH Holstebro.

- Vinder Kolding med et mål, og det kun er TTH og Kolding, der ender på 19 point, så rykker Kolding ud.

- Kolding er sikker på at undgå direkte nedrykning, hvis klubben vinder med to over TTH Holstebro.

- Hvis Kolding slår TTH, slutter begge på 19 point. Hvis minimum et hold derudover ender på 19 point, er det point i de pågældende holds indbyrdes kampe, der afgør, hvem der rykker direkte ud.

- Hvis alle fem hold slutter på 19 point, rykker Ringsted ud.

- Hvis Kolding, TTH og Ringsted slutter på 19 point, rykker Ringsted ud.

- Hvis Kolding, TTH, Ringsted og Nordsjælland slutter på 19 point, rykker Ringsted ud.

- Hvis Kolding, TTH, Ringsted og Sønderjyske slutter på 19 point, rykker Ringsted ud.

- Hvis Kolding, TTH, Sønderjyske og Nordsjælland slutter på 19 point, rykker TTH ud.

- Hvis Kolding, TTH og Sønderjyske slutter på 19 point, rykker TTH ud.

- Hvis Kolding, TTH og Nordsjælland slutter på 19 point, rykker Nordsjælland ud.

Efter grundspillet venter et nedrykningsspil, hvor holdene, der er placeret fra nummer 9 til 13, deltager. Ingen redder sig dermed endegyldigt fra nedrykning lørdag.

/ritzau/