FAKTA: Sådan er det gået danske hold i Champions League

Offentliggjort Sidst opdateret

De seneste lidt over tre årtier er det lykkedes for fem forskellige danske hold at kvalificere sig til gruppespillet i Champions League.

FC København blev i slutningen af august det seneste hold til at kvalificere sig til den fornemme turnering, der fik sit nuværende navn i 1992.

Tidligere har AaB, Brøndby, FC Midtjylland og FC Nordsjælland været kvalificeret.

Her kan du få et overblik over, hvordan de danske hold har klaret sig:

* AaB:

Det nordjyske mandskab har været i Champions League to gange: Som det første danske hold nogensinde i 1995/96 samt i 2008/09.

I den første optræden var AaB i gruppe med Panathinaikos, Nantes og Porto. AaB endte på sidstepladsen med fire point.

I anden optræden var AaB i gruppe med Manchester United, Villarreal og Celtic. Nordjyderne blev nummer tre og gik videre til Uefa Cuppen, hvor de tabte i ottendedelsfinalen til Manchester City efter straffesparkskonkurrence.

* Brøndby:

Holdet fra den københavnske vestegn har deltaget i Champions League en enkelt gang. Det var i 1998/99, hvor holdet endte i en vaskeægte dynamitgruppe.

Brøndby skulle i gruppe D således forsøge at hente point mod giganterne Bayern München, Manchester United og Barcelona.

Holdet fik en overraskende god start med en 2-1 sejr over Bayern og toppede faktisk gruppen efter første runde. Herefter blev det dog ikke til flere point, og Brøndby endte på sidstepladsen.

* FCK:

FCK er med fem Champions League-optrædener den hyppigste danske gæst i turneringen. Bedste resultat kom i 2010/2011, hvor FCK spillede sig videre fra en gruppe med FC Barcelona, Rubin Kazan og Panathinaikos.

FCK's hold bestod dengang blandt andre af Mathias "Zanka" Jørgensen, William Kvist, Jesper Grønkjær, Dame N'Doye og César Santin. I ottendedelsfinalen tabte holdet sammenlagt 0-2 til Chelsea.

* FC Nordsjælland:

Holdet fra Farum kvalificerede sig med sit danske mesterskab i 2012 direkte til Champions League-gruppespillet 2012/13.

Nordsjællænderne endte i en svær gruppe med Juventus, Shakhtar Donetsk og Chelsea og hentede blot et enkelt point.

Det ene point kom hjemme imod Juventus, hvor en scoring direkte på frispark fra Mikkel Beckmann var med til at sikre 1-1.

* FC Midtjylland:

Midtjyderne kvalificerede sig i 2020/21 til gruppespillet, hvor italienske Atalanta, Ajax og Liverpool var modstanderne. FCM endte på sidstepladsen med to point. I de sidste to gruppekampe spillede FCM uafgjort ude mod Atalanta og hjemme mod Liverpool.

Kilde: Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu