FAKTA: Sådan gik det Danmark ved OL fredag
OL-debutanten Stephanie Grundsøe blev sidst i den olympiske finale. Foto: Amr Alfiky/Reuters
Viktor Axelsen stod for den mest opløftende præstation for Danmark fredag, da han buldrede i semifinalen.
Følgende danskere var fredag i aktion ved OL:
---- ---- ---- ----
Badminton:
Herredouble, kvartfinale: Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen tabte i tre sæt til de forsvarende olympiske mestre fra Taiwan - Lee Yang og Wang Chi-Lin, som danskerne også tabte til i OL's indledende gruppespil. Danskerne var flyvende i første sæt, men de tabte grebet om kampen i andet sæt, og i tredje sæt faldt de helt sammen mod overmagten. Nu venter en kamp om bronze søndag mod et par fra Malaysia.
Herresingle, kvartfinale: Hvis vi skal være ærlige, havde Anders Antonsen ganske enkelt ikke en chance, da han i kvartfinalen var oppe imod Lee Zii Jia. Malaysieren lagde et konstant tryk på den fjerdeseedede dansker, som trods ihærdige forsøg på at vække sig selv aldrig fandt sin rytme i kampen. Derfor blev aarhusianerens drøm om OL-metal ødelagt efter et klart nederlag i to sæt.
Herresingle, kvartfinale: Viktor Axelsen var i stort spillehumør, da han i aftenens sidste kamp i La Chapelle Arena pillede Loh Kean Yew fra Singapore fra hinanden og vandt stensikkert i to sæt. Han afsluttede kampen med et dundrende smash og faldt på knæ i jubel. Nu venter verdens nummer 22, Lakshya Sen fra Indien, i semifinalen.
Golf:
Anden runde, mænd: Med en runde i tre slag under par spillede Thorbjørn Olesen sig en smule frem i feltet og er inden weekendens to sidste runder den bedst placerede dansker på en delt 25.-plads i samlet tre slag under par. Nicolai Højgaard gik en udmærket runde i et slag under par og er på en delt 30.-plads i samlet to slag under par. Danskerne har langt op til de førende spillere, der ligger i 11 slag under par.
Roning:
Toer uden styrmand, B-finale: Fie Udby Erichsen og Lærke Rasmussen lukkede OL skuffende. Danskerne sluttede B-finalen næstsidst og ender dermed som en samlet nummer 11 ved OL.
Skydning:
50 meter riffel fra tre positioner, finale: OL-debutanten Stephanie Grundsøe endte som nummer otte i finalen - og dermed sidst. Danskeren lå længe i top-6, men nerverne spillede ind til sidst. Spændingsniveauet blev for højt, forklarede danskeren efter finalen.
Skeetskydning, kvalifikation (tre serier): Jesper Hansen tog sølv ved OL i Tokyo, men denne gang skal der ske mirakler, hvis danskeren skal i nærheden af topstriden. Efter 75 duer er Hansen noteret for fem forbiere, og det ser svært ud at nå top-6, der udløser billet til finalen. Lørdag venter kvalifikationens anden del med 50 duer til hver skytte.
Sejlsport:
Ilca 7: 3. og 4. sejlads: Johan Schubert sluttede som nummer 39 og 37 i fredagens sejladser. Samlet ligger han nummer 39 af 43 efter fire sejladser.
Ilca 6: 2., 3. og 4. sejlads: Anne-Marie Rindom er kommet lidt blandet fra land i Marseille. Guldvinderen fra OL i Tokyo blev nummer 26 i sin første sejlads fredag, inden hun rejste sig og sejlede ind på en syvendeplads i den anden sejlads. Fredagens tredje og sidste sejlads blev til al held for Rindom, der lå langt tilbage i feltet, afblæst på grund af manglende vind. Danskeren er på en samlet ottendeplads.
Håndbold:
Gruppekamp, mænd: Danmark hentede den fjerde sejr i træk i morgenkampen mod Ungarn, der aldrig var i nærheden af at tage point. Danmark vandt 28-25 efter 16-14 ved pausen. Nu venter en gruppefinale søndag mod Norge om førstepladsen i gruppen og mødet med nummer fire fra den anden gruppe i kvartfinalen.
Cykling, BMX:
Racing, semifinale: På yderste mandat sikrede Malene Kejlstrup sig en plads i semifinalerne, men her sluttede det også for den 22-årige dansker. Hun endte bagest i feltet i alle tre løb. I BMX gælder det om at have færrest mulige point, og med en samlet pointsum på 21 endte danskeren næstsidst blandt de 16 ryttere.
Atletik:
Diskoskast, kvalifikation: Lisa Brix Pedersen kom med til OL på alleryderste mandat og forventede at slutte blandt de sidste, da hun fredag debuterede på Stade de France. Så galt gik det ikke - selv om finalen var langt væk. I sit første ud af tre kast satte hun sæsonrekord, og det kast sikrede hende en samlet placering som nummer 24 ud af 32 atleter. De 12 bedste indløste finalebillet.
Kilder: Ritzau, olympics.com, DIF, olym.dk.
/ritzau/