Familiebånd skaber strid mellem svensk OL-helt og forbund
Truls Möregårdh er Sveriges største bordtennisnavn, men det svenske forbund vil ikke give ham særbehandling. (Arkivfoto). Foto: Petros Giannakouris/Ritzau Scanpix
Truls Möregårdh vandt OL-sølv til Sverige i bordtennis, men nu er han kommet på kant med landets forbund.
Svensk bordtennis oplevede sidste sommer en stor opblomstring, da Truls Möregårdh hentede landets første OL-medalje siden årtusindskiftet.
Efter de succesrige 90'ere med legenderne Jan-Ove Waldner og nuværende landstræner Jörgen Persson røg svensk bordtennis ind i en dvale, indtil Mattias Falck tog VM-sølv i 2019, og Möregårdh kopierede bedriften i 2021, inden han altså hentede OL-metal.
Men lige nu er jublen i Det Svenske Bordtennisforbund (SBTF) veget til side for den konflikt med Möregårdh, der truer med at stoppe den fremgang, der ellers er kommet.
Ifølge det svenske nyhedsbureau TT skyldes balladen, at Truls Möregårdh har bedt om at få sin bror Malte som sin træner ved siden til kampene på World Tour i stedet for en træner fra forbundet.
- At spille bordtennis på verdensklasseniveau handler meget om tryghed, skrev OL-medaljetageren mandag i en besked til det svenske medie SVT.
Den holdning modsiger forbundet ikke. Dog har man svært ved at se, hvorfor Möregårdh ikke længere er tryg ved de trænere, som i flere år har stået ved hans side.
- Vi kan konstatere, at alle de mesterskabsmedaljer, Sverige har hentet de senere år, inklusive Truls Möregårdhs, er sket med hjælp fra kamptrænere fra SBTF, skriver forbundet ifølge TT.
SBTF henviser til, at Truls Möregårdh har brugt flere hundrede dage under turneringer sammen med landstræner Jörgen Persson.
Det er ikke første gang, Truls Möregårdh og forbundet ikke er på samme side, når det gælder ønsker fra hans side.
Tidligt i februar bad den svenske spiller om at få sin far Carl Möregårdh som kamptræner til en turnering i Singapore. Men det afviste forbundet.
Ifølge SBTF har man dog ikke smækket nogen dør i for landets topspiller i forhold til at overveje at imødekomme nogle ønsker. Man har blandt andet foreslået, at faren gerne må være til stede, men at landstræneren også er med.
På nuværende tidspunkt er de to parter dog ikke nået frem til en løsning.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde