Familien afgør FCK-træners fremtid i Danmark
FC København vil gerne forlænge kontrakten med træner Ariël Jacobs, og Jacobs selv vil gerne blive i København.
Umiddelbart skulle der altså ikke være noget i vejen for, at belgieren bliver i klubben længere end til næste sommer, når kontrakten udløber, men hans familieforhold kan komme på tværs.
Jacobs er nemlig rejst alene til København, mens hans kone er blevet i huset hjemme i Belgien.
- Det er mit eneste problem i forhold til at arbejde i Danmark, men jeg vidste fra start, at det ville være sådan. Jeg er ikke vant til at være adskilt fra familien, men min kone har et job, som hun ikke vil undvære.
- Det er de valg, du må træffe, når du skriver under på en kontrakt, siger den belgiske mestertræner.
Mod slutningen af sidste sæson satte han sig sammen med FCK-ledelsen for at drøfte muligheden for at forlænge den kontrakt, der altså udløber om et år.
Også fordi der var "nogle konkrete og nogle ikke så konkrete" klubber, der havde forhørt sig om muligheden for at ansætte ham.
- Jeg har altid sørget for at informere min aktuelle arbejdsgiver. Men når man er en del af et projekt, der varer to-tre år, skal man som træner holde sig til det, siger han og er langt fra afvisende over for tanken om, at det projekt kan blive forlænget.
- Alle ville være lykkelige, hvis der blev skrevet en ny kontrakt, når den tid kommer. Vi må diskutere det. Jeg føler mig godt tilpas med at arbejde her under de betingelser, jeg har. Jeg kunne ikke forvente det bedre, siger Ariël Jacobs.
Generelt har tiden i Danmark overrasket ham positivt.
- Jeg havde aldrig forestillet mig for et år siden, at det ville gå sådan. Man forsøger at forberede sig bedst muligt, indsamle en masse informationer. Som træner forventer du altid det uforudsigelige. Og nogle gange sker det også.
- Men selv ikke i mine vildeste drømme havde jeg troet, at det ville gå så let, da jeg underskrev kontrakten. Menneskeligt og arbejdsmæssigt er integrationen gået meget hurtigt og meget godt, mener Ariël Jacobs.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned