Familien hepper med hjemmefra: Emma ror for at vinde
Emma Aastrand Jørgensen med den bronzemedalje, som hun vandt for få dage siden. Torsdag morgen kan hun måske vise endnu en OL-medalje frem. Foto: Philip Fong/Ritzau Scanpix
Philip Fong/Ritzau Scanpix, arkivfoto
Hvis alt går vel, skal Emma Aastrand Jørgensen tidligt torsdag morgen ro finale i 500 meter enerkajak ved OL i Tokyo.
Da Emma Aastrand Jørgensen tidligt i morges, onsdag, roede sig videre til semifinalen i 500 meter enerkajak ved OL i Tokyo, fulgte hendes mor Dorthe Aastrand og storesøster Sofie Aastrand Jørgensen med fra et sommerhus i Marielyst.
De skule have været der. De havde købt billet sidste år, men i år hepper de hjemmefra.
Papirsudgaver af Dannebrog er generøst strøet rundt omkring i sommerhuset. Her holder mor og storesøster ferie, så de kan følge familiens yngste medlem, der ofte er i ilden et sted mellem klokken 03 og klokken 05 om morgenen.
At de hepper fra en sofa er især nyt for Sofie, der også var med ved OL i Rio, hvor Emma vandt sølv.
-Det var fantastisk. Det var stort, siger hun, der denne gang rettere er en slags pressemedarbejder for familien, alle tilsyneladende vil tale med.
Der skal koordineres interviews, når man er pårørende til en OL-atlet. Det er noget ganske andet end, når man er med. Og den tilbageblevne familie er enige om, at det er både hårdt, træls og irriterende ikke at være i Tokyo hos Emma.
- Jeg mangler derovre for at kunne give mit bedste til hende, men jeg tror ikke, hun er i tvivl om, at vi er der for hende. Vi står op, når hun skal på vandet og vi skyper med hende, siger søsteren, og mor Dorthe supplerer med sine erfaringer fra tidligere konkurrencer:
- Vi kan være et frirum fra det hele. Et sted, hvor hun lige kan få et kram og en snak om noget andet, siger hendes mor.
Emmas interesse for kajakroning spirede, da hun som lille kunne se storesøsteren på vandet. Først da hun var ni år gammel, kunne fødderne nå ned på fodsparken. Da hun havde roet i under et år, var hun til sit første stævne i Sorø, og Dorthe husker, at Emma spurgte sin far, hvad hun skulle gøre.
- Han svarede, at hun bare skulle ro alt, hvad hun kunne, og så vandt hun. Allerede i hendes første sæson talte vi om, hvad der dog skete med lille Emma.
Lille Emma blev såmænd til en stor stjerne indenfor kajakroning, og ved dette OL har hun allerede vundet en bronzemedalje.
Undervejs har hun og storesøsteren, der også er ferm på eliteplan i en kajak, haft en familie, der bakkede op.
- Pigerne valgte sporten til, og det accepterede vi. Vi har aldrig været den slags forældre, der dikterede, at de skulle præstere noget særligt, og det er da også sket mere end én gang, at de er kommet hjem og har sagt, at nu ville de ikke ro mere. Det har vi altid accepteret og lyttet til, men dagen efter skulle vi alligevel ikke melde dem ud af klubben, siger Dorthe, som op til OL er blevet spurgt mange gange, om Emma kan gå hele vejen.
- Hun siger selv, at hun er stærk, lyder svaret
- Hun ville slet ikke gøre det, hvis hun ikke troede, hun kunne vinde, supplerer Sofie.
Man kan følge Emmas Aastrand Jørgensen i hendes kajak på DR1 klokken 03.12 natten til torsdag, og går hun videre til finalen, ror hun allerede igen klokken 05.29.
I torsdagens Folketidende bringer vi hele interviewet med familien til OL-atleten fra Maribo, og vi følger naturligvis også op på nattens konkurrencer i morgen tidlig her på folketidende.dk.
Seneste artikler
Flere lollikker hædres med dusør fra politiet
Frisk vind og lave temperaturer venter i våd sommerweekend
Så var den gal igen: Over 200 kørte for stærkt på samme sted
Mæglere mærker boligboom på Lolland: - Der står op til 10 købere hver gang
- Jeg kunne godt være blevet lidt længere her i Allinge
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Lastbil ramte bro i Maribo