På de gode dage er humøret tilbage hos fodboldspilleren Jonathan Richter, men hans tilstand er stadig skrøbelig, og han sover meget. Sådan lyder det fra familien til F.C. Nordsjælland-spilleren, der blev ramt af et lyn under en træningskamp på Hvidovre Stadion for mere end en måned siden.
- Det er endnu for tidligt at sige noget om omfanget af hans varige mén, men vi er lykkelige over at have ham hos os, og at han har kæmpet sig til det punkt, han er nået til nu, siger Richters tvillingbror, Simon, i en pressemeddelelse.
Jonathan Richter er fortsat indlagt på den intensive afdeling på Hvidovre Hospital, men familien forventer, at han "relativt snart" kan flyttes til en anden afdeling, fordi hans vitale organer er i fortsat bedring, og han anses for at være uden for livsfare. Han har dog fortsat kun kræfter til at kommunikere med sin nærmeste familie og nogle få af hans bedste venner.
Der er dog fortsat lang vej til, at Jonathan Richter helt kan udskrives fra hospitalet, og det er usikkert, om han nogensinde kommer til at spille fodbold på topplan igen. Ifølge Simon Richter er både Jonathan og resten af familien dybt rørt over den støtte, der er vist fra mange sider.
- Jeg vil gerne på vegne af hele familien takke alle dem, som har besøgt os, bedt for Jonathan, tilkendegivet deres støtte via internettet fra Skotland til Afrika, og ikke mindst de hold, klubber og fans, der har sendt hilsener. Det er den støtte, der har båret os i familien igennem og som har gjort, at Jonathan er nået så langt som han er, siger Simon Richter.
Han fortæller, at Jonathan Richter "var vildt imponeret og glad" for at høre, at der var oprettet en Facebook-gruppe på næsten 50.000 medlemmer, der ønskede ham god bedring.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned