Fans: Ballademagerne har sejret

Det mener fansene fra AaB Support Club, AGF Fanclub, Brøndby Support, OB Tigers og Danske Fodbold Fanklubber efter, at Brøndby, OB, AGF og AaB onsdag meldte ud, at de var klar til at følge FC Københavns eksempel og droppe egne tilskuerafsnit på udebane.

- Endnu engang er fansene blevet ignoreret i vigtige beslutninger om gode forhold for fans, og endnu engang har man valgt en panikløsning, mener de fem fanklubber.

Tiltaget er kommet efter problemer med afbrænding af romerlys ved fodboldkampen mellem AaB og FCK i søndags i Aalborg. De fem fanklubber mener, at balladen kunne være undgået, hvis situationen var blevet håndteret anderledes.

- Årsagen til balladen var en mindre gruppe. Denne gruppe skulle aldrig have haft adgang til stadion. Det var først, da politiet undlod at gribe ind, at tingene eskalerede omkring stadion, men også inde på stadion, mener de.

I stedet burde man have sendt ballademagerne hjem eller anholdt dem præventivt, da balladen startede.

- Var det sket, havde vi nok ikke oplevet de scener, vi så denne søndag i Aalborg. Vi mener, at det er rimeligt at forlange, at politiet hjælper til med at sørge for, at de uheldige elementer slet ikke får adgang til vores fodboldkampe, lyder det fra fansene.

De fem fanklubber vil gerne være med til at få en løsning på plads, så situationer med bøller på tilskuerpladserne på stadion undgås.

- Lige nu er situationen langtfra holdbar, og vi brænder for at få en løsning på vores fælles problem, så vi kan få fokus tilbage på den positive og stemningsfyldte oplevelse, det skal være at gå til fodbold i Danmark, mener klubberne.

/ritzau/

- Solidaritetsaftalen om udebanefans er en falliterklæring. Den er et tegn på, at ballademagerne har sejret.

Offentliggjort Sidst opdateret