Fans bød landsholdet velkommen hjem med nationalsang og flag

Der var brede smil og flag i luften, da danske fans tog imod landsholdet foran Marienlyst Strandhotel i Helsingør, efter spillerne vender hjem fra Baku. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Da det danske landshold søndag ankom til Marienlyst Strandhotel, stod fodboldfans klar til at hylde dem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dannebrog blafrede i vinden, og der blev sunget nationalsang, da det danske fodboldlandshold ankom til landsholdslejren på Marienlyst Strandhotel i Helsingør søndag aften.

Her blev de mødt af både store og små fodboldfans, som stod klar til at fejre spillerne, der lørdag aften spillede sig videre til EM-semifinalen efter en 2-1-sejr over Tjekkiet i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.

Ifølge DR vinkede fodboldfans til landsholdets bus hele vejen gennem Helsingør. Også på motorvejsbroen lidt uden for Helsingør stod fodboldglade danskere klar med store dannebrogsflag og røde og hvide trøjer.

Spillerbussen blev eskorteret fra lufthavnen og til hotellet i Helsingør af politibiler.

Da bussen trillede ind på pladsen foran hotellet, begyndte de fremmødte fans at synge "Vi er røde, vi er hvide".

Det udløste vink og smil fra spillerne, der en efter en kom ud af spillerbussen.

Efterfølgende kom spillerne ud på balkonen for at blive hyldet. Flere af dem hev mobiltelefonerne frem for at filme alle de glade fans.

Spillerne har også langt videoer og billeder op fra modtagelsen. Nicolai Boilesen skriver blandt andet på Twitter:

- Hvilken modtagelse. Dette land er fantastisk!

Onsdag skal landsholdet atter i aktion. Denne gang skal de spille mod England i semifinalen. Det foregår på Wembley Stadion i London.

Søndag aften er der digitalt pressemøde med landsholdet. Landstræner Kasper Hjulmand deltager, og det samme gør spillerne Yussuf Poulsen og Jannik Vestergaard.

Fodboldfans i alle aldre var samlet foran spillerhotellet i Helsingør søndag for at hylde de danske landsholdsspillere. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Mange af de danske fans havde ifølge Ekstra Bladet ventet foran Marienlyst Strandhotel i flere timer, inden landsholdet ankom. Langtfra alle var lokale - flere var blandt andet kørt fra København for at hylde spillerne. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Begejstringen over modtagelsen fra de danske fans kunne også spores hos spillerne, der smilede, vinkede og - som Pierre-Emile Højbjerg her - klappede ad de fremmødte fans. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix