Farlige Frank vil være ligatopscorer

Én spiller strålede over alle andre på MCH Arena, da FC Midtjylland søndag slog AaB 2-0. Kort før pausen scorede Frank Kristensen det andet mål for hjemmeholdet, og det var på mange måder et klassisk Kristensen-mål - og så var det hans mål nummer 100 i Danmarks bedste fodboldrække.

Den kropsstærke angriber er en af ligaens mest hovedstødsstærke spillere, og det var derfor naturligvis også med panden, at Jonas Borrings frisparksoplæg blev stødt ind.

Scoringen blev fejret med en happening af holdkammeraterne og en speciel t-shirt, som Kristensen bar under sin kamptrøje. Og FCM-topscoreren har bestemt ikke tænkt sig at stoppe ved de 100 mål.

- Jeg vil gerne vinde en titel med FC Midtjylland, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage en topscorertitel i ligaen. Jeg nyder hver eneste dag til træning, siger rutinerede Kristensen, der har spillet i det midtjyske siden karrierestart.

Historiens mest scorende FC Midtjylland-spiller er i den grad en mand, holdkammeraterne har respekt for. Spørg bare den nyeste stamspiller i FCM-truppen, målmanden Jonas Lössl.

- Jeg sidder ved siden af ham i omklædningsrummet, og han er utrolig god til at coache og hjælpe os unge spillere. Til træningen er han rigtig stærk at spille mod, når man arbejder med indlæg. Han er utrolig professionel og populær, siger Lössl.

- Jeg kan huske en af de første træninger, hvor jeg var med i truppen. Frank skød på mål og ramte mig lige i skridtet. Jeg lå og ømmede mig, bolden kom retur, og Frank løb ind og scorede. Først derefter kom han hen og sagde undskyld. Han vil score hver eneste gang, griner Jonas Lössl.

/ritzau/

Trods 33 år og 100 mål i Superligaen er FC Midtjyllands altid målsultne angriber Frank Kristensen slet ikke fodboldmæt endnu.

Offentliggjort Sidst opdateret