Farnerud utilfreds med forhandling om salg

Eks-brøndbyspiller Alexander Farnerud anklager sin tidligere klub for at stille sig i vejen, da man forhandlede om salget af ham til Young Boys. Et salg der dog alligevel faldt på plads tirsdag.

- Grundlæggende ville de ikke sælge mig, men de har finansielle problemer. Derfor holdt Brøndby i lang tid prisen høj og stillede sig på tværs, siger Alexander Farnerud til den schweiziske avis Blick.

Farnerud fortæller, at norske Rosenborg også var interesseret i ham. Men han valgte schweiziske Young Boys, fordi klubben spiller i Europa League og af hensyn til sin tyske kone.

Hos Brøndby forstår man ikke Farneruds kritik. Fodboldkoordinator Jan Groth Møller, siger til tipsbladet.dk, at klubben satte en høj pris på Farnerud, fordi han var en værdifuld spiller.

- Alexander har en værdi for os, og det er det, vi værdisætter ham efter. Det var ham, der ville væk, og på et tidspunkt talte jeg med hans agent om, hvad han kostede, siger Jan Groth Møller.

- Det er jo også en forretningsverden det her, og i virkeligheden burde han måske koste mere, men vi har taget et personligt hensyn til Alexander, der ønskede at komme tættere på familien, fortsætter han.

Brøndbys nye sportsdirektør, Ole Bjur, har tidligere fortalt, at Brøndbys store trup skal tyndes ud i løbet af januars transfervindue.

Jan Groth Møller fortæller dog, at Farnerud ikke var en del af den plan. Alligevel afviser han, at klubben jagter en erstatning.

- Transfervinduet må vise, om der kommer en afløser udefra. Vi har en god og bred trup og er ikke i gang med at jage en decideret afløser.

Alexander Farnerud nåede at spille to og et halvt år i Brøndby. Han fik 73 superligakampe og scorede 18 mål.

/ritzau/

Alexander Farnerud er sur over den rolle, Brøndby spillede i salget til Young Boys. Klubben afviser kritikken.

Offentliggjort Sidst opdateret