Amerikaneren Tyler Farrar vandt den 21. og sidste etape af cykelløbet Vuelta a España, der i dag sluttede med 85 kilometers paradekørsel i Madrid. Sejren ændrer dog ikke ved, at italienske Vincenzo Nibali efter løbet kunne hædres som samlet vinder.
En håndfuld ryttere forsøgte sig tidligt på etapen, men forsøget var dødsdømt, for sprinterholdene ville ikke lade dem slippe væk.
Selv om det allerede var så godt som sikkert, at italieneren Vincenzo Nibali ville tage den samlede sejr i løbet, var der stadig en del at køre om.
Ikke blot etapesejren, men også pointtrøjen. Manden i grønt, Mark Cavendish, havde blot et forspring på 12 point til sin nærmeste konkurrent, Tyler Farrar.
Og Farrar gjorde altså, hvad han kunne for at hale ind på sin britiske konkurrent ved at vinde den afsluttende massespurt. Men da Cavendish kom ind på andenpladsen, rakte det ikke til at rykke forbi i pointstillingen.
Den samlede sejr er 25-årige Vincenzo Nibalis første triumf i et af de tre store etapeløb. Tidligere på året blev han nummer tre i Giro d'Italia, mens han i 2009 sluttede på syvendepladsen i Tour de France - et løb, han valgte at stå over i år for at få optimale forberedelsesmuligheder til Vueltaen.
Nibali er den første italiener i 20 år, som vinder Vuelta a España.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde