Farverig skotte spiller sig i semifinalen ved dart-VM
Peter Wright har med sit karakteristiske udseende været en af de mest iøjnefaldende spillere i dart i en årrække. (Arkivfoto). Foto: Steven Paston/Ritzau Scanpix
Steven Paston/Ritzau Scanpix
Peter Wright avancerede lørdag til semifinalen ved VM i dart. Verdensetteren Gerwyn Price er ude.
Den tidligere verdensmester Peter Wright undveg med nød og næppe et nederlag ved VM i dart lørdag aften.
I en intens kvartfinale mod engelske Callan Rydz vandt den farverige skotte med 5-4 i sæt efter en medrivende tiebreak, hvor Rydz skabte maksimal spænding.
Wright, der er svær at overse med sin karakteristiske hanekam og malede ansigt, vandt verdensmesterskabet i 2020.
Og i år har han altså mulighed for at fordoble antallet af VM-titler.
Som turneringens næsthøjest seedede spiller gik Wright da også ind til kvartfinaleduellen som favorit.
Men Rydz, der blot er nummer 36 på verdensranglisten, var skarp, som han også har været hidtil ved VM.
Han åbnede kampen ved at vinde første sæt med 3-0, og kort efter begyndte en mindre overraskelse at være under opsejling, da den 23-årige englænder bragte sig på 2-0 i sæt.
Men den erfarne skotte med det selvvalgte kælenavn "Snakebite" svarede igen, og så fulgte ellers en intens affære, hvor det efter seks sæt var helt lige.
Rydz sørgede for at give sig selv muligheden for at vinde kampen ved at bringe sig foran 4-3 i opgøret, hvor første spiller med fem vundne sæt gik videre. Men igen udlignede Wright.
Det udløste et afgørende sæt, hvor det gælder om at vinde med to overskydende partier for at avancere.
Wright bragte sig på 2-0, men med et begejstret hjemmepublikum i ryggen udlignede Rydz. Så gik gassen ellers af ballonen for den undertippede englænder, der måtte se den 27 år ældre skotte gå videre.
Søndag venter der Wright en semifinale mod landsmanden Gary Anderson.
I aftenens anden kvartfinale blev den forsvarende verdensmester Gerwyn Price overraskende sendt ud af Michael Smith.
Den topseedede waliser havde ellers muligheden for at sikre sig sejren i ottende sæt ved stillingen 4-3, men missede begge de forsøg, der kunne have afgjort kampen.
I stedet lykkedes det englænderen Michael Smith at tvinge kampen ud i et afgørende niende sæt, som han vandt til stor jubel for tilskuerne i London.
Michael Smith skal i semifinalen søndag op imod sin landsmand James Wade.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet